Jacob Ravn, 2. februar 2019, kl. 16:17
Mart Lieder scorede sit fjerde mål i fem træningskampe, da det lørdag blev 1-1 mod serbiske FK Vozdovak. Næste opgave er Vejle i superligaen.
SønderjyskE-spillerne kan søndag rejse hjem fra træningslejren i Tyrkiet med en fornuftig portion selvtillid med i bagagen.
Lørdag spillede Superligaholdet 1-1 mod serbiske FK Vozdovak, og dermed har holdet ikke tabt i vinterens fem træningskampe.
Lørdag var det tæt på endnu en sejr, da Mart Lieder bragte SønderjyskE i front midtvejs i første halvleg. Det var hollænderens fjerde mål i de fem træningskampe denne vinter. Oplægget kom fra Stefan Gartenmann, der lagde bolden præcist ind fra baglinjen.
SønderjyskE havde et par chancer til at øge føringen, men efter en god times spil faldt niveauet og i stedet scorede serberne til 1-1 to minutter før tid.
Det var vinterens sidste træningskamp, og næste gang er det alvor, når vi spiller mod Vejle i superligaen lørdag den 9. februar.
Hør i videoen herunder, hvordan Mart Lieder oplevede træningskampen og træningslejren generelt.
FAKTA
Kampen i tal
SønderjyskE-FK Vozdovak 1-1 (1-0)
1-0 Mart Lieder (22.), 1-1 (89.)
Holdet: Sebastian Mielitz (46.Nikola Mirkovic) – Stefan Gartenmann (46./Jeppe Simonsen), Marc Pedersen (68./Ramon Rodrigues), Kees Luijckx (46./Eggert Jonsson), Nicholas Marfelt (24./Joao Pereira) – Marco Rojas (46./Marcel Rømer), Victor Mpindi (46./Rasmus Vinderslev), Søren Frederiksen – Johan Absalonsen (46./Danny Amankwaa), Mart Lieder (46./Senad Jarovic), Christian Jakobsen (68./Peter Christiansen)