Jacob Ravn, 31. januar 2020, kl. 17:00
SønderjyskE Fodbold lejer 23-årige Theofanis Mavrommatis i Panathinaikos FC for resten af sæsonen.
Navnet skal måske siges nogle gange, inden det sidder helt fast, men græske Theofanis Mavrommatis bliver også bare kaldt ”Fanis”, og så ligger det jo næsten lige så godt på tungen som et frisk stykke feta.
Det er det navn, SønderjyskE-fansene skal vænne sig til, efter Theofanis Mavrommatis fredag har skrevet kontrakt for de næste fem måneder i SønderjyskE.
Den 23-årige græker er lejet i storklubben Panathinaikos FC.
– Han er en venstrebenet forsvarsspiller, som både kan spille i venstre side af midterforsvaret og på venstre back. Han er en rigtig energisk og fremadrettet forsvarsspiller, og han kan desuden bidrage godt i det opbyggende spil i venstre side, uanset om han er stopper eller back.
– Det er en spiller, som vi i næsten en uge har prøvet at få på plads, og heldigvis er det nu lykkedes, for han har et enormt potentiale. Han er røget lidt ud i kulden på spilletid, men han har trænet med og har ikke ligget stille, så der går ikke mange dage, inden han er i fuld kampform igen, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.
”Fanis” har udover spilletiden i Panathinaikos FC haft fem ungdomslandskampe for Grækenland – senest en U21-landskamp i efteråret 2018.
Han har fredag tilsluttet sig SønderjyskE’s træningslejr i Tyrkiet, som fortsætter frem til torsdag i næste uge, inden turen igen går hjem til Sønderjylland.