Rasmus Andersen, 21. april 2017, kl. 22:05
Af Rasmus Andersen
Fredag aften spillede SønderjyskE atter fodbold på Sydbank Park. Denne gang var gæsterne fra Lyngby BK.
En kold forårsaften, uden regn, dannede rammen om kampen.
Det var lige før tilskuerne fik sig en chokstart, da en kommunikations fejl mellem Lukas Fernandes og Kees Luijckx næsten førte til en Lyngby BK scoring. Kim Ojo fik headet bolden mellem de to lyseblå spillere, men trækket blev for langt, og bolden gik ud til målspark.
SønderjyskEs første modsvar kom efter 13 minutter, da to gange lyseblå fik hovedet på bolden i feltet. I anden omgang var det Mitrovic, der fik headet, men for det første reddede Jesper Hansen på stregen, og for det andet havde Mitrovic været i offside position.
Begge hold havde budt til i kampen, men uden, at det blev helt farligt. Det var tydeligt at se, at de to hold både virkelig trænger til 3 point, men samtidig ikke har lyst til at satse alt, i frygt for nederlag.
Mikael Uhre bød sig også til efter 24 minutter, da han satte tempo med et par træk. Afslutningen med højre gik dog fladt forbi mål.
I den anden ende var Mikkel Rygaard på spil i højre side. Rygaard driblede ind mellem et par lyseblå spillere, og lagde et giftigt indlæg i feltet. Heldigvis var forsvarsspillerne tæt på deres mand, og ingen kunne dirigere bolden i mål.
Desværre var Lyngby BK igen på spil blot et par minutter senere, og denne gang kom der adresse på indlægget. Michael Lumb havde sneget sig med frem og headede et indlæg fra venstre side, ind bag Lukas Fernandes. 0-1 på lystavlen efter 29 minutter.
SønderjyskE var lige ved at komme med et hurtigt modsvar, da Rømer i 2 omgange var tæt på.
Lige inden pausen var det så Mitrovic, der fik hovedet på et glimrende indlæg fra højre. Dog uden mål. Stillingen blev ved 0-1 til pausen.
Efter pausen kom SønderjyskE godt ud. Første mulighed kom til Greko, der tog et drive med bolden lige mod mål. Afslutningen kom fra en spids vinkel, som tvang Jesper Hansen til at give hjørnespark. Hjørnesparket var dog uden succes.
Desværre var de rødklædte bare skarpe i dag.
Efter 51 minutter dukkede Lyngby BK anfører Matias Tauber op på bagerste stolpe efter et frispark i venstre side. Tauber sendte bolden ind bag Fernandes. 0-2.
Den scoring fra Lyngby BK dæmpede optimismen i SønderjyskEs spil. Frustrationerne var tydelige, men modsvaret lå ikke ligefrem i kortene.
Et par enkelte gange var SønderjyskE mange mand i feltet, enten på hjørnespark efter udmærket opbyggende spil, men vi blev ikke rigtigt farlige.
Lyngby BK var iøvrigt dygtige til, at holde bolden i egne rækker, når de endelig havde den. Hvilket tog meget af vores spil.
Jeppe Simonsen blev sat i spil efter 82 minutter, og han var tæt på, at have en hurtig effekt på kampen. Absalonsen sendte et indlæg i feltet, som var millimeter for langt fremme til at Simonsen kunne sætte panden på.
I det 93. minut fik Jeppe Simonsen pyntet på resultatet med en hovedstøds scoring tæt under mål. Lige lidt hjalp det dog for de lyseblå.
Lyngby BK tager dermed hjem med 3 point efter en fortjent 1-2 sejr.
Vi siger mange tak for opbakningen til de 4112 tilskuere, der trodsede kulden og havde fundet vej til Sydbank Park her til aften.