Søg

Kampjubilar Rømer: Jeg er i min bedste periode lige nu

Jacob Ravn, 25. oktober 2018, kl. 11:23

Marcel Rømer rundede 100 kampe for SønderjyskE i søndags i Randers. Han er blevet en profil på holdet og leverer lige nu bedre end nogensinde før.

Når SønderjyskE fredag klokken 19.00 tager imod OB hjemme på Sydbank Park, er der blomster til Marcel Rømer for 100 kampe i SønderjyskE-trøjen.

Det er dog ikke den eneste grund til at hylde den 27-årige midtbanespiller.

Rømer er gået fra at være reservespiller til at blive stamspiller og profil på holdet, og cheftræner Claus Nørgaard er da også særdeles godt tilfreds med den alsidige spiller, der for tiden bliver brugt som fremskudt midtbanespiller.

– Han har over en længere periode præsteret på et højt niveau for os, og han har løftet sit bundniveau markant i forhold til tidligere, og han er gået hen og blevet en profil på holdet, mener Claus Nørgaard.

– Han er blevet et omdrejningspunkt i offensiven, hvor han både leverer assister og sætter de andre op, men også giver os meget i presspillet, siger SønderjyskE-træneren.

Den bedste periode

Marcel Rømer er også selv godt tilfreds med fodboldformen i øjeblikket.

– Jeg synes, at jeg lige nu spiller noget af det bedste, jeg har gjort nogensinde. Jeg er glad for, hvordan det går, og jeg er glad for, at jeg får en masse tillid. Så håber jeg også, at det ikke kun er træneren, men også at fansene og tilhængerne er tilfredse med mig – det er i hvert fald noget, jeg vægter højt. Nu skal vi forhåbentligt skrabe nogle flere point sammen, så vi kommer op, hvor vi alle sammen ønsker det, siger Marcel Rømer.

Da Rømer kom til SønderjyskE i vinterpausen 2015/2016, var det som reservespiller i Viborg FF, men i SønderjyskE fik han hurtigt mange spilleminutter i benene.

– Det har været et valg, jeg aldrig nogensinde har fortrudt. Der har været en masse fede oplevelser, og det har været den bedste samlede oplevelse, jeg har haft i en klub. Det er en klub, som jeg holder meget af. Det var klubben, der tog mig ind og troede på mig, da der var andre, der ikke gjorde, så det valg har jeg været glad for siden, siger Marcel Rømer.

Et kampjubilæum er også en god anledning til at stoppe op og tænke tilbage, men Rømer behøver ingen betænkningstid for at fremhæve den fedeste kamp.

– Det er klart kampen i Brøndby, hvor vi vinder sølvmedaljer. Jeg startede på bænken, men kom ind i anden halvleg og fejrede det med de mange medrejsende fans, der udgjorde en fantastisk kulisse. Det var godt nok stort, og jeg har også gemt en masse billeder derfra, hvor jeg fejrer det med fans, holdkammerater og min familie, som også var med den dag. Det er den fedeste fodboldoplevelse, jeg nogensinde har haft. Det er jeg glad og stolt over, at jeg har leveret sammen med SønderjyskE, siger Rømer.

Nu gælder det OB

Kamp nummer 101 i SønderjyskE-trøjen kan også blive ganske mindeværdig. SønderjyskE kan i hvert fald spille sig op på fjerdepladsen fredag aften, hvis OB kan besejres hjemme på Sydbank Park.

– Nu fik vi senest et kryds i Randers, og det rykker ikke særligt meget i en tæt liga. Det eneste, der rykker, er tre point. Det er et OB-hold, der har fundet melodien og har fundet et stærkt udtryk. De kom lidt skidt fra start, men man må sige, at de er kommet godt efter det, siger Marcel Rømer.

Fredagens kamp på Sydbank Park mellem SønderjyskE og OB starter klokken 19.00.

Kampsponsor:


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus