Jacob Ravn, 31. august 2018, kl. 10:42
Marc Pedersen har fået én dags karantæne efter sine udtalelser i Parken.
Fodboldens Disciplinærinstans har fredag formiddag meddelt SønderjyskE, at anfører Marc Pedersen har fået én spilledags karantæne efter sine udtalelser efter kampen mod FC København i søndags.
Karantænen gælder for lørdagens hjemmekamp, hvor SønderjyskE møder Hobro IK klokken 16.00 på Sydbank Park i Haderslev.
Fodboldens Disciplinærinstans skriver blandt andet i sin afgørelse, at instansen ”finder efter en samlet vurdering af alle udtalelserne fra Marc Pedersen, at disse kun kan tolkes som bemærkninger om dommerens upartiskhed, og at Marc Pedersen derfor ved sine bemærkninger stiller spørgsmålstegn ved dommerens upartiskhed”.
SønderjyskE tager dommen til efterretning og har ikke yderligere kommentarer.