Søg

Klumme – SønderjyskE skriver igen historie

Per Jessen, 23. marts 2017, kl. 10:47

Sæsonkortholder Ejvind Trærup er vores klummeskribent. Han skriver om stort og småt set fra plads L 125 på Pro Tech CNC Tribunen. Holdningerne er skribentens egne.

Så fik vi SønderjyskE med i det historiske første mesterskabsspil i Superligaen. Spillere og trænere imødekom “rekvisitionen” på 3 sejre i træk og sikrede sig dermed imod nedrykning 10 runder før sæsonafslutningen – det må da være endnu en rekord til samlingen fra det seneste hotte superliga år for de lyseblå!

I en række stærke holdpræstationer kommer vi dog ikke uden om at fremhæve keeper Lukas Fernandes, der især i de seneste 2 kampe stod aldeles fremragende og lukkede totalt af – der må snart være stof nok til et ekstra kapitel til Lukas evangeliet!

Det ser ud til, at der er lagt op til en række flotte fodboldkampe for SønderjyskE, idet vi  –  måske bortset fra Lyngby –  møder hold, som gerne vil være offensive og boldbesiddende, og dermed også åbner op for det attraktive fodbold som, SønderjyskE også er i stand til at spille, som vi senest  så det i hjemmekampen  mod Brøndby. Med FCNs indtræden i  top 6 i den sidste runde sluttede de sig til Lyngby, hvorfor whiskybæltet kan virke noget overrepræsenteret i mesterskabsspillet. Men de skal sammen med storklubberne FCK, Brøndby og FCM alle stille op til en kamp på Sydbank Park i “Bierfest bæltet”, så mon ikke der kommer luft under vingerne for  flokkevis af de nyudklækkede  Blue Birds?

Det kan meget vel blive 5 meget flotte og spændende fodboldkampe, hvor medaljer for andet år i træk må og skal være målsætningen for SønderjyskE. Mød op på Sydbank Park og hjælp gutterne på vej! De to puljer i gruppespillet ligner nærmest 2 jyllandsserier – den ene dog forstærket med fynske OB! I pulje 2 er der lagt op til en række spændende lokalopgør, hvor der vil være rigtig gode muligheder for mange af udeholdenes fans til at sætte stemning under kampene.

Når gruppespillene er gennemført, er der lagt op til rene gladiatorkampe om at forblive i Superligaen, hvor taberne under gråd og tænders gnidsel vil blive slæbt ud af arenaen til midlertidig glemsel og kollektivt kamptidspunkt søndag kl. 13:45 i næste sæsons  1. division. Så må vi se, når røgen har lagt sig, hvem der stiller op til en ny 14. holds turnering sammen med SønderjyskE og de andre 5, når sæson 2017-18 fløjtes i gang i juli måned.
Men her og nu og først og fremmest ser vi efter landskamppausen frem til et lunt forår med duften af det friskklippede græs på Sydbank Park og en række flotte og spændende fodboldkampe.

Ejvind Trærup
Plads L 125 Pro Tech CNC Tribunen


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus