Søg

Kongekamp og tre kæppe til kontoen

Jacob Ravn, 29. september 2019, kl. 21:32

SønderjyskE spillede en fremragende kamp mod Brøndby IF og fik en skøn 2-1-sejr på Sydbank Park.

Det kan godt være, at regnen silede ned over Sydbank Park i samtlige 90 minutter, men SønderjyskE-spillerne sørgede for, at fansene kunne gå hjem med solskin i de lyseblå hjerter.

SønderjyskE leverede en fremragende præstation, da Brøndby blev besejret 2-1, og det blev en rigtig seværdig kamp, hvor der var chancer til langt flere mål.

Brøndby var dog farligst i starten af kampen og kom frem til et par gode chancer, men Sebastian Mielitz stod stærkt i målet.

SønderjyskE fik dog hurtigt styr på spillet og truede flere gange den anden vej, og efter en god halv times spil kom forløsningen. Alexander Bah sendte med en god fremlægning bolden hen til Rilwan Hassan, der kvikt spillede den videre til Christian ”Greko” Jakobsen, og han huggede første gang og kuglen ind ved det nærmeste kryds. Høj klasse over hele linjen.

Fem minutter senere var det tæt på 2-0, men Mart Lieders hovedstød på Stefan Gartenmanns millimeterpræcise indlæg tog den ene opstander, og returen blev sparket over af Greko.

Det så godt ud for SønderjyskE i første halvleg, men det blev endnu bedre efter pausen.

Mart Lieder var tæt på at styre et hovedstød ind, Greko hamrede bolden lige over det fjerneste kryds, og Dovbyk kom ind fra bænken og fik sin gode afslutning blokeret, men med ti minutter igen kom det fortjente 2-0-mål, som længe lå i luften.

En god aktion fra Alexander Bah gav et hjørnespark, som Mads Albæk tog sig af. Bolden havnede i hænderne på Brøndby-målmand Marvin Schwäbe, men han tabte den ned for fødderne af Patrick Banggaard, der kunne sætte bolden ind tæt under mål.

Trods 2-0-føringen blev det spændende til sidst. Dominik Kaiser fik reduceret på et frispark med fem minutter tilbage af kampen, og Brøndby fik yderligere to frispark på kanten af feltet i slutminutterne, men de blev heldigvis ikke omsat så flot som ved 1-2-målet.

Efter fem minutters overtid blev der fløjtet af, og SønderjyskE-spillerne kunne juble over en skøn sejr.

Tak til de over 6.000 tilskuere på Sydbank Park, der satte en flot ramme om kampen.

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus