Per Jessen, 19. januar 2018, kl. 11:16
Simon Kroon er glad for at være tilbage hos SønderjyskE. Fredag gennemgik han et lægetjek og underskrev en lejeaftale gældende resten af sæsonen.
– Det er dejligt at være tilbage. Jeg har mange gode minder fra min tid i SønderjyskE. Det var en god tid, hvor både jeg og holdet havde stor succes. Den succes håber jeg selvfølgelig igen at kunne opleve, siger Simon Kroon.
Den 24-årige svensker står noteret for seks kampe denne sæson for FC Midtjylland, men sidste kamp var tilbage i september.
– Fysisk har jeg det fint, men det er ingen hemmelighed, at jeg ikke har spillet så meget, så jeg mangler selvfølgelig noget kampform. I dag er første træningsdag, og allerede næste uge tager vi på træningslejr, og jeg kan forstå, at vi skal til Tyrkiet, så jeg ser virkelig frem til at komme i gang, så formen kan være på plads til forårets vigtige kampe, siger Kroon.
Han står noteret for 37 kampe for SønderjyskE og syv mål.