Søg

Lige ved og næsten for SønderjyskE

Rasmus Andersen, 3. april 2017, kl. 20:52

Af Rasmus Andersen

Der var solskin og blå himmel, da SønderjyskE og FC København gik på banen til første halvleg. Det skulle være et godt tegn på en god kamp.

Kampen startede som man måske kunne vente. FC København dominerede og sværmede omkring det lyseblå felt. Andreas Cornelius var især giftig for FC København. Allerede tidligt i kampen vandt han en hovedstødsduel mod Kees Luijckx, en duel, vi skulle høre mere til. Hovedstødet var dog ikke nogen stor opgave for Lukas Fernandes.

FC København holdt fast i bolden og dominerede frem til der var spillet et kvarter. Derefter var det som om, SønderjyskE vågnede op til dåd.

Bolden blev flyttet fra egen banehalvdel til FC Københavns, og SønderjyskE begyndte at turde spille fodbold mod de danske mestre.

De helt store chancer udeblev, men SønderjyskE holdt presset på FC København.

FC København var dog ikke blevet kyst af det pludselige pres, og kunne også udfordre i den anden ende. Her var duellen mellem Andreas Cornelius og Kees Luijckx igen, da en dyb bold blev spillet op. I første omgang blev den afvist af Kees, men opfølgningen førte til en afslutning af Peter Ankersen. Afslutningen ramte Kees, og dommeren vurderede, at det var med hånden, så FC København fik tildelt straffespark. Det skulle Cornelius tage sig af. Han gik til bolden overfor Lukas Fernandes, og det skulle vise sig, at skræmme FC København angriberen for meget. Han tordnede bolden over mål, og altså fortsat 0-0.

Den stilling holdt dog ikke til pausen.

SønderjyskE fik hjørnespark i den anden ende, og efter en kort variant og en frispilning til Troels Kløve på midten tog Kløve chancen. Og hvilket skud han sendte afsted. Robin Olsen var som forstenet i målet, mens bolden kanonerede på indersiden af fjerneste stolpe og i mål. 1-0 til SønderjyskE, der kunne holde stillingen til pausen.

Anden halvleg blev indledt med et kvarters fodbold i de tyndere luftlag. Mange clearinger og få sekvenser med flot spil. SønderjyskE fik dog en ny udfordring fra anden halvlegs start i Youssef Toutouh, der kom ind med masser af energi og flot spil. Han voldte virkelig forsvaret problemer i indledningen.

Efter 60 minutter fik vi så et par store chancer til de lyseblå. Først var det Greko, der fik mulighed for en afslutning, men den fik ikke nok kraft og sad lige på Robin Olsen. I det 63. minut, var det så Mikael Uhre, der næsten rundede Robin Olsen, men en lang hånd fra den Dansk-Svenske målmand afværgede.

Og så gik det stærkt ned i den anden ende og gik galt. Ludwig Augustinsson fik sendt et indlæg i feltet, hvor netop indskiftede Andrija Pavlovic satte foden på og smaskede bolden ind bag en sagesløs Lukas Fernandes. 1-1 efter 65 minutter på Sydbank Park.

Pludselig gik det helt galt for SønderjyskE. Efter 71 minutter forsøgte Lukas Fernandes, at gribe en høj bold i feltet, men Kees Luijckx forsøgte samtidig at cleare, og de kom i stedet til at løbe i vejen for Fernandes. Bolden dumpede ned på græsset foran Cornelius, der sparkede, men en hånd fra Fernandes fik lige clearet. Desværre var det lige hen i fødderne på Santander, der nemt kunne trille bolden ind i et tomt mål. 1-2 til FC København, der havde vendt kampen på hovedet på lidt mere end 5 minutter.

Gassen gik dog ikke af den lyseblå ballon, der fortsat pressede FC København. Tændingen steg også voldsomt. Alle dueller fik fuld gas, og samtidig var tilskuerne på Sydbank Park også med til at lægge pres på dagens dommer.

I slut minutterne forsøgte SønderjyskE at få bolden i feltet, og lægge det sidste pres på FC København, men uden det store held. Indlæggene blev afvist af de store FC København stoppere, og SønderjyskE fightede forgæves.

Kampen sluttede 1-2, og FC København cementerer dermed førstepladsen, mens alt forsat er åbent for de lyseblå helte i kampen om medaljer og Europa.

Stor tak til de 6348 fremmødte, der skabte en fantastisk kulisse.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus