Jacob Ravn, 6. april 2019, kl. 10:58
Anfører Marc Pedersen forventer en svær kamp i Vejle, men SønderjyskE kommer stærkere, end holdet gjorde sidste gang.
Over 400 SønderjyskE-fans havde trodset kulden, da de den 9. februar bakkede holdet op på udebane i Vejle til årets første kamp.
Søndag klokken 14.00 møder SønderjyskE igen Vejle på Vejle Stadion, og denne gang kan SønderjyskE-fansene se frem til sol, 15-16 grader og et forbedret SønderjyskE-hold.
– Vi står stærkere i dag, end vi gjorde for to måneder siden. Vi er vokset som hold, og vi har fået skruet på knapperne, så vi har et stærkt SønderjyskE-udtryk. I den første kamp gik det ikke helt, som vi havde håbet, og som træningskampene havde indikeret, men siden er det kun gået fremad for os, og vi glæder os til at spille kampen, siger Marc Pedersen.
SønderjyskE-anføreren håber, at fansene igen vil bakke flot op på årets korteste udebanetur.
– Det var virkelig stærkt at se over 400 fans i Vejle sidste gang. Jeg håber, at der er mange, der igen tager den korte tur, for vi har virkelig brug for opbakningen. Endnu mere end sidst. Vi skal ud at kæmpe for overlevelse, og vi kan tage et vigtigt skridt med en sejr i Vejle, så jeg håber, at vi igen får en lyseblå mur nede bag den ene mål, siger Marc Pedersen.
Bak op om SønderjyskE i Vejle – køb billet til udebaneafsnittet her (opgang K).
#ALLEMANDTILVEJLE