Jacob Ravn, 6. februar 2019, kl. 18:06
Den serbiske målmand Nikola Mirkovic, der var til prøvetræning under træningslejren i Tyrkiet, får nu en kontrakt i SønderjyskE Fodbold, der gælder for resten af sæsonen.
Målmandsteamet er nu komplet i SønderjyskE.
27-årige Nikola Mirkovic gjorde det så overbevisende, da han trænede med på træningslejren i Tyrkiet, at han nu bliver belønnet med en kontrakt for resten af sæsonen.
Den serbiske målmand trænede med fra tirsdag til lørdag i sidste uge, og lørdag fik han også en halvleg i den sidste træningskamp mod FK Vozdovak.
– Han gjorde et godt indtryk både på og uden for banen. Han har trænet godt og spillede en fin halvleg mod Vozdovak, og alt i alt blev vi overbeviste om, at han er den rette mand for os. Han har også en fed karakter, og han gled hurtigt ind i gruppen, og vi tror på, at han kan udvikle sig yderligere i vores stærke målmandsteam, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.
Målmandsteamet består nu af målmandstræner Toivo Vadum og målmændene Sebastian Mielitz, Victor Smedsrud og nyerhvervede Nikola Mirkovic.
Mirkovic spillede senest i den græske topklub Atromitos Athen, hvor han i sommer spillede to kampe i Europa League-kvalifikationen, og før det spillede han de fleste af sine sæsoner i den serbiske SuperLiga.
Senere i aften følger et interview med Nikola Mirkovic.