Jacob Ravn, 5. januar 2019, kl. 14:57
SønderjyskE skriver kontrakt med 18-årige Nazifi Yahaya, der spiller på Nigerias U20-landshold.
Inden juleferien trænede nigerianske Nazafi Yahaya med på SønderjyskE’s U19-ligahold, og den 18-årige angriber gjorde det så godt, at han nu bliver belønnet med en kontrakt.
Kontrakten løber i første omgang et år, men SønderjyskE har option på en forlængelse på yderligere to år.
– Vi fik set ham an, inden spillerne gik på juleferie, og der kunne vi hurtigt se, at det er en virkelig talentfuld spiller. Nu skal han spille kvalifikation til U20-VM i næste måned og måske en VM-slutrunde til sommer, og det gør ham selvfølgelig kun ekstra interessant, at han skal vise sig frem i det selskab og på den scene, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.
Yahaya fyldte 18 år i december og er derfor fortsat U19-spiller, men sportschefen forventer, at den unge angriber også vil gøre sig bemærket på superligaholdet.
– Det er en ung mand, der lige skal vænne sig til tingene, og vi sammensætter derfor en hverdag omkring U19-holdet, hvor han vil træne og få sine kampe, men han kommer også til at spille reserveholdskampe og træne med superligaholdet og forhåbentligt også få kampe i superligaen, siger Haysen.
Når SønderjyskE tager hul på forårssæsonen i superligaen den 9. februar, vil Nazafi Yahaya skulle spille VM-kvalifikation (U20 Cup of Nations) i Niger, hvor Nigeria fra den 2. til 17. februar skal forsøge at kvalificere sig til sommerens U20-VM, der spilles i Polen fra den 23. maj til 15. juni.