Søg

Pokaloptakt: Riddersholm ser frem til mødet med BK Viktoria

Jacob Ravn, 4. september 2019, kl. 15:50

Cheftræner Glen Riddersholm glæder sig til at tage hul på Sydbank Pokalen og mødet med Boldklubben Viktoria.

Torsdag aften tager SønderjyskE hul på Sydbank Pokalen, når Superligaholdet gæster Serie 1-holdet BK Viktoria, der holder til i Fælledparken i København.

Cheftræner Glen Riddersholm glæder sig til mødet med et hold, han ikke havde det store kendskab til inden lodtrækningen til 2. runde.

– Det er en del af charmen ved pokalfodbold, at du skal over at møde et hold, der hedder BK Viktoria, som jeg personligt efter 34 år som træner aldrig havde hørt om. Det bliver fantastisk for os, og det er det, pokalturneringen kan. Det rækker ud og favner bredt, og på den måde får BK Viktoria besøg af et Superligahold inde i Fælledparken.

– Det er i sig selv smukt, men samtidig er det også alvor. For os handler der om at komme videre i pokalen. Der er to trofæer, du kan vinde. Det ene er Danmarksmesterskabet, men det er vi ikke i nærheden af i sæsonen, og det andet er Sydbank Pokalen, som er en stor turnering, og vi har ambitioner om at nå langt og helst helt til finalen, og så skal vi slå de hold, der kommer op ad bowlen – og det er denne gang BK Viktoria, siger Glen Riddersholm.

BK Viktoria huserer til daglig i Serie 1, og det har derfor været sparsomt med oplysninger om torsdagens pokalmodstander, men SønderjyskE-træneren har nu fundet ud af, hvad det er, der venter.

– Vi har dyb respekt for dem, og vi har haft en scout ude at se dem i weekenden, så vi har et fået et godt billede af, hvad der venter os. Det bliver en kamp, hvor vi skal forsøge at holde et højt tempo, mens de vil forsøge at tage tempoet ud af kampen. Det er et rigtigt fint fodboldhold, der er i stand til at spille godt på deres kunstgræs, og de har et godt mix mellem erfarne spillere og ungt talent.

– Vi ved med pokalkampe, at hvis du ikke er klar, så kan det blive nogle bøvlede kampe, så vi møder op med en ambition om at holde højt tempo og komme en runde videre. Samtidig er det en anledning til at bringe nogle af vores spillere, der fortjener spilletid, og vi får kigget på nogle af de unge talenter, der skal vise, at de er klar til det næste skridt i deres udvikling, siger Glen Riddersholm.

Kampen spilles torsdag klokken 18.45.

Hvis du ikke har mulighed for selv at være på plads i Fælledparken, kan du følge kampen via vores liveupdate her på hjemmesiden, eller du kan se et livestream, som Sydbank Pokalen leverer.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus