Søg

Rømer-comeback i træningskamp

Jacob Ravn, 22. juli 2019, kl. 15:05

Marcel Rømer fik en time på banen, da SønderjyskE mandag spillede træningskamp mod Silkeborg IF. Peter Christiansen scorede i 1-3-nederlaget.

Efter søndagens 1-1-kamp mod AaB i 3F Superligaen var der dagen derpå træningskamp for de spillere, der ikke startede inde i Aalborg.

Silkeborg IF var på besøg på Haderslev Atletikstadion, og gæsterne rejste hjem med en 3-1-sejr, men det var først og fremmest en kamp, hvor det handlede om at få kampminutter i benene for SønderjyskE-spillerne.

SønderjyskE kom skidt ud til kampen, og inden der var spillet ti minutter, var Silkeborg foran med 2-0 efter to gode afslutninger, hvor Frederik Schram i målet var chanceløs.

Målene vækkede hjemmeholdet, der kom langt bedre ind i kampen herefter, og det var tæt på en hurtig reducering, da Peter Christiansen og Senad Jarovic fik afsluttet i fællesskab efter Jeppe Simonsens gode oplæg. Hvis den bold ikke var blevet reddet, havde de formentligt stadig diskuteret, hvem det skulle krediteres dén scoring.

SønderjyskE havde endnu en stor chance i første halvleg, men et mønsterangreb med kvikke kombinationer endte med et ekvilibristisk forsøg fra Jeppe Simonsen, der flugtede lige over mål.

De lyseblå kom godt ud efter pausen, og der var kun spillet få minutter, inden Peter Christiansen  fik reduceret. Danny Amankwaa kom godt igennem i venstresiden og serverede bolden flot for Christiansens pandebrask, og angriberen scorede sikkert.

En udligning lå i luften, og især Victor Mpindi truede med et par gode langskud, men i stedet var det Silkeborg, der slog til og scorede til 3-1.

På en dag, hvor spillet ikke sad helt i skabet for SønderjyskE, var det opløftende, at Marcel Rømer gjorde comeback efter sin skade. Han fik en time på banen, og med et kvarter tilbage af kampen, var han tæt på at blive målscorer, da han huggede til læderet fra 22-23 meter, men bolden tog stolperoden og sprang tilbage i spil.

Mere blev det ikke til denne mandag eftermiddag, og Silkeborg vandt altså dermed træningskampen 3-1.

På fredag bliver det alvor igen, når SønderjyskE møder Lyngby Boldklub på udebane i 3F Superligaen.

FAKTA
Kampen i tal
SønderjyskE-Silkeborg IF 1-3 (0-2)
1-2 Peter Christiansen (48.)

SønderjyskE’s hold: Frederik Schram – Jeppe Simonsen (55./Mads Winther), Kees Luijckx (30./Marcel Rømer), Joao Pereira, Justin Plautz – Victor Mpindi, Rasmus Vinderslev, Eggert Jonsson (55./Steffen Svenningsen) – Peter Christiansen, Senad Jarovic (85. Ajvaz Redzepi), Danny Amankwaa


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus