Kell Haugaard, 9. juli 2018, kl. 10:48
Så ruller superligabolden igen
Sæsonkortholder Ejvind Trærup er vores klummeskribent. Han skriver om stort og småt set fra plads M 99 på Pro Tech CNC Tribunen.
Holdningerne er skribentens egne.
Efter landsholdets ærgerlige exit fra VM, hvor der til sidst røg et par strenge i balalajkaen efter en omgang russisk roulette mod Kroatien, kan vi igen begynde at rette blikket mod det primære i fodboldens verden – nemlig SønderjyskEs ageren i den ellevte sæson i træk i Superligaen.
Opstarten blev rundet af med to træningskampe på Sydbank Park, som dermed har lagt græs til både ulve og heste i form af mestrene fra FCM og Randers FC. Begge hold måtte drage fra den sønderjyske løvepark med store skrammer, da de lyseblå sejrede med henholdsvis 2-1 og 1-0 i to ret forskellige kampe.
Kampen mod Midtjylland var som sædvanlig mod dette hold meget seværdig med flot og frisk kombinationsspil fra begge sider, og altså med de lyseblå som de skarpeste. Randers kampen lignede også et typisk opgør mellem netop disse to mandskaber – målfattigt og med seje og intense dueller om herredømmet på midtbanen.
Træner Nørgaard synes at holde fast i en 4-4-2 opstilling, som også blev prøvet i de sidste kampe i sidste sæson. Det var i kampen mod FCM interessant at konstatere, at Greko fastholder sin plads på venstre kant, og at Johan Absalonsen efter sin tur “down under” spiller i højre side. Dermed har begge kanter mulighed for at gå ind i banen og afslutte med deres “gode” ben a la Arjen Robben, medmindre de vælger en stikning frem mod frontløberne Hvilsom og Lieder eller, som den tredje mulighed, at slå den tilbage mod “frimærket”, hvor backs så har mulighed for at slå høje indlæg til de nu hele to hovedspilstærke folk i front.
Den tidligere hjemvendte Søren Frederiksen ligner også et godt bud på højre kant, hvilket han understregede med godt spil og sin scoring mod Randers. Den nye forward Mart Lieder ligner et meget lovende indkøb. Bortset fra et par enkelte situationer i kampen mod FCM, hvor han syntes overrasket over den hurtige og kontante attakering, når han modtog bolden, viste han gode takter i driblinger, afleveringer og afslutninger – især i første halvleg mod Randers viste han fine detaljer.
Det relativt rolige transfervindue betyder, at såvel forsvar og midtbane ligner sig selv fra sidste sæson, og der blev ikke givet meget ved dørene i træningskampene – så vi kan vel med en vis optimisme se frem mod en ny spændende superligasæson. En sæson hvor vi med FCKs tilbagekomst på højt niveau kan forvente en trekamp om guldet mellem FCM, Brøndby og FCK. Jeg kunne godt unde Brøndby et dansk mesterskab, så vi for alvor får konkurrence til de senere års FCK dominans. De skal så blot huske også at slå FCM og ikke blot FCK, lade være med at hoppe i frisparksmuren og ikke nøjes med 3 points i de sidste 4 kampe.
Det kunne også være interessant, at se om ikke også Provinsens gamle storklubber igen begynder at røre på sig og byder førnævnte trekløver op til dans, så vi får en endnu bredere top i superligaen. AGF ligner efter en stærk afslutning i sidste sæson nok det bedste bud herpå, hvorimod AaB er noget svingende. OB, nu med SønderjyskEs tidligere træner Michelsen, ligner en dark horse i dette spil.
Men så er der jo også SønderjyskE – den lyseblå forglemmigej – som i optakten har vist netop toptakter – fasthold dem, så vil der også blive spillet med om placeringerne i subtoppen og mesterskabsspillet.
Denne nye spændende sæson tager sin begyndelse mod AaB kl. 20:15 på fredag på Sydbank Park, hvor dygtige groundsmen har sørget for et perfekt trimmet og indbydende græstæppe.
Ejvind Trærup
Plads M 99 Pro Tech CNC Tribunen