Søg

SønderjyskE-direktør: Sæsonrekorden står for fald

Jacob Ravn, 25. april 2019, kl. 11:45

Direktør Klaus Rasmussen glæder sig over den store støtte, SønderjyskE har oplevet i denne sæson trods svingende resultater. Det kan kulminere på søndag med sæsonrekord mod Vejle.

Sydbank Park danner søndag klokken 14.00 rammen om en af sæsonens allervigtigste kampe, når Vejle Boldklub kommer forbi til den sidste kamp i gruppespillet.

SønderjyskE kan sikre sig overlevelse i Superligaen, hvis holdet får flere point, end AC Horsens gør mod AGF i Aarhus – begge kampe spilles samtidigt.

SønderjyskE-fansene har bakket flot op, selv om resultaterne har været meget svingende i denne sæson, og SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen forventer, at sæsonrekorden på 6.235 tilskuere mod Brøndby IF den 25. november står for fald.

– Vores fans og trofaste tilskuere ved, at det er en enormt vigtigt kamp, der venter, og de er gode til at møde op, når vi har allermest brug for dem – og det har vi på søndag. Nu spiller vi for vores Superliga-eksistens, og her skal vi vise vores sammenhold i Sønderjylland. Sammen er vi stærkest, siger Klaus Rasmussen.

SønderjyskE har i gennemsnit haft 4.842 tilskuere på Sydbank Park i denne sæson, og SønderjyskE-direktøren glæder sig over opbakningen, selv om resultaterne ikke har været som i de foregående succes-sæsoner.

– Det er gået op og ned, og det er ikke gået helt, som vi havde håbet, da sæsonen startede, men alligevel har vi oplevet en tilskuerfremgang i denne sæson, og det gør mig glad og stolt. Det vidner om ægte og stærk opbakning i landsdelen, og jeg håber, at den fortsætter ind mod søndagens kamp, så vi kan skabe en flot kulisse på Sydbank Park, siger Klaus Rasmussen.

Støt SønderjyskE i kampen for oplevelse. Køb billetter til SønderjyskE-Vejle her.

#ALLEMANDPÅSYDBANKPARK

 

Kampsponsor: 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus