Jacob Ravn, 31. juli 2019, kl. 10:00
SønderjyskE Fodbold forlænger kontrakten med Rasmus Vinderslev med yderligere to år. I efterårssæsonen bliver han udlejet til 1. divisionsklubben Vendsyssel FF.
I SønderjyskE er der stor tiltro til Haderslev-knægten Rasmus Vinderslev.
Den 21-årige midtbanespiller, der har fået sin fodboldopdragelse i HFK og SønderjyskE, har netop forlænget sin kontrakt med endnu to år, så den nu løber helt frem til sommeren 2023.
I efterårssæsonen bliver det dog Vendsyssel FF, der får glæde af Vinderslevs kvaliteter. Som en del af udviklingsstrategien bliver han udlejet til 1. divisionsklubben, så han forhåbentligt får masser af spilleminutter i benene.
– Rasmus er en rigtig HFK-dreng, der har udviklet sig godt gennem årene, men lige her og nu har han svært ved at få spilletid, så nu tror vi på, at det er det her, der skal til for, at han kan tage det næste skridt i sin udvikling.
– Vi tror fortsat på, at Rasmus har en fremtid på SønderjyskE-holdet, og det er også derfor, at vi har forlænget kontrakten med ham. Nu skal han fortsætte sin gode udvikling ved at få en masse kampe i benene, og vi tror på, at vi har fundet den helt rigtige klub til ham i Vendsyssel FF, der er en professionel klub med det rette setup, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.
Vinderslev bliver udlejet til Vendsyssel FF med omgående virkning og vender tilbage til SønderjyskE igen til nytår.