Søg

SønderjyskE starter træningen mandag

Jacob Ravn, 4. januar 2020, kl. 8:00

SønderjyskE’s Superligaspillere vender tilbage fra juleferie mandag den 6. januar, hvor træningen traditionen tro står på tests på førstedagen.

Efter tre ugers juleferie er SønderjyskE’s Superligaspillere mandag den 6. januar tilbage i klubben, hvor de skal forberede sig frem til forårspremieren i 3F Superligaen den 16. februar mod Hobro IK.

Traditionen tro skal spillerne testes igennem på førstedagen, hvor de lægger ud med den berygtede biptest. Når den er veloverstået – det er omkring klokken 11 – vil døren til lethallen i Haderslev være åben for tilskuere og presse.

Efter en uge i fysikkens tegn venter der træningskampe allerede ugen efter. SønderjyskE spiller i alt syv træningskampe denne vinter, og de første er hjemme i Haderslev onsdag den 15. januar mod AC Horsens og lørdag den 18. januar mod Kolding IF.

Derudover venter der træningskampe på udebane mod Viborg FF (24/1) og Brøndby IF (10/2) samt tre kampe mod udenlandske modstandere på træningslejren i Tyrkiet, hvor holdet er afsted fra 29. januar til 6. februar.

Fra den 16. februar gælder det igen 3F Superligaen, hvor Hobro IK er den første modstander på Sydbank Park.

Billetterne til forårets Superligakampe sættes til salg onsdag den 15. januar.

Allerede nu kan du dog sikre dig et halvårs-sæsonkort lige her.

FAKTA
Vinterens program
15/1 13.00 SønderjyskE-AC Horsens
18/1 13.00 SønderjyskE-Kolding IF
24/1 13.00 Viborg FF-SønderjyskE
29/1 – 6/2 Træningslejr (tre testkampe)
10/2 13.00 Brøndby IF-SønderjyskE


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus