Søg

SønderjyskE tabte topkamp i flot kulisse

Jacob Ravn, 3. august 2019, kl. 19:36

7.417 tilskuere skabte en flot ramme om topkampen mellem SønderjyskE og FC København. Desværre endte det med en 2-1-sejr til københavnerne.

Førstepladsen var på spil, da SønderjyskE lørdag eftermiddag tog imod FC København hjemme på Sydbank Park.

SønderjyskE var udfordreren, men københavnerne forsvarede deres førsteplads med en 2-1-sejr i Haderslev.

7.417 tilskuere var mødt op på stadion, og de skabte en fantastisk kulisse om kampen, men gæsterne gjorde, hvad de kunne for at dæmpe den næsten elektriske stemning.

Således var der kun spillet halvandet minut, da Dame N’Doye bragte FCK i front, da han passerede Sebastian Mielitz med et langskud, der sneg sig ind helt ude ved den ene stolpe.

Herefter sad gæsterne på det meste den næste halve times tid, og de tilspillede sig også flere chancer, der kunne have øget føringen.

1-0 ved pausen var et fint udgangspunkt for SønderjyskE’s kampens udvikling taget i betragtning, og i anden halvlegs start var det SønderjyskE, der var ude med et hurtigt mål.

Et hovedstødsforsøg fra Alexander Bah blev kun halvklaret af FCK-keeper Sten Grytebust, men returbolden faldt lige ned for fødderne af Christian ”Greko” Jakobsen, der satte udligningen i nettet.

Så var der ellers magisk stemning på Sydbank Park, men bare et par minutter senere bragte FCK sig igen i front – denne gang ved indskiftede Jens Stage efter et hjørnespark.

Det blev en ganske lige slagudveksling herefter, men de helt store chancer udeblev, og så endte det med en FCK-sejr på 2-1.

Nederlaget ændrer ikke på, at SønderjyskE har gang i en historisk god sæsonstart. Syv point i de fire første kampe er en tangering af klubrekorden.

Næste kamp er mandag den 12. august hjemme på Sydbank Park mod AGF.

Glen Riddersholm om FCK-kampen:


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus