Søg

SønderjyskE tilskuerrekord: Over 100.000 tilskuere på Sydbank Park

Kell Haugaard, 21. juni 2017, kl. 13:30

SønderjyskE tilskuerrekord: Over 100.000 tilskuere på Sydbank Park

For første gang nogensinde har der på en sæson været over 100.000 tilskuere til SønderjyskEs hjemmekampe på Sydbank Park.

I alt 102.788 tilskuere var på plads til SønderjyskEs hjemmekampe i sidste sæson, der sluttede med en flot sjetteplads. Det er i øvrigt en tangering af den næstbedste placering, som også blev opnået tilbage i 2011-12. I forhold til dengang, hvor der var 52.586 tilskuere på en sæson, er det aldeles bemærkelsesværdigt, at tilskuertallet nærmest er blevet fordoblet.

De ekstra kampe som følge af den nye turneringsstruktur og deltagelse i Europa League-kvalifikationen er langt fra hele forklaringen på den markante stigning i antallet af gæster på Sydbank Park. Med til historien hører frem for alt de nye tribunefaciliteter, tæt dialog med tilskuere og fans og naturligvis krydret med de gode, sportslige resultater.
Den nye Pro Tech CNC Tribune blev indviet i foråret 2014, og det har smittet positivt af på tilskuertallene lige siden. Sæsonen 2015-16 bød på et historisk sæt sølvmedaljer efter en stor jubelsæson, hvor der var 5.848 tilskuere i gennemsnit til hjemmekampene i Alka Superligaen. Så efter tre sæsoner i træk med fremgang var det ikke underligt, at der i sidste sæson var tale om en mindre tilbagegang til 4.911 tilskuere i gennemsnit. Noget, som immervæk stadig er i særklasse højere end før opførelsen af de nye tribunefaciliteter, og adm. direktør Klaus B. Rasmussen er ikke overraskende meget tilfreds med udviklingen:
– Vi glæder os først og fremmest over, at det ser ud som om, at syd – og sønderjyderne i den grad har taget det lyseblå fodboldprojekt til sig. Sammenligner vi vores tilskuertal fra den første hele sæson med den nye tribune (3.832 i 2014/15, red.) med tallene fra den forgangne sæson (4.911 i sæson 2016/17, red.), har vi konsolideret en tilskuerfremgang over to sæsoner på 28,2 %. Det er en flot udvikling, og det er vi meget stolte af, understreger Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:

– Hos SønderjyskE har vi arbejdet hårdt for at udvikle vores produkt til de syd – og sønderjyske fodboldfans og sponsorer. Det gælder både de sportslige resultater; men ikke mindst de nye tribunefaciliteter, storskærme, Wifi system med gratis adgang til lynhurtig netopkobling, spændende optaktsarrangementer samt stemningstribuneudvalg og totaloplevelsesudvalg, hvor vi spørger og involverer vores sponsorer, fans og tilskuere, er bare nogle af tiltagene, som er blevet søsat.
Nu håber vi på, at vi snart får gennemført de sidste etaper til det helt færdige stadion. Ligesom det gamle ordsprog om, at en elefant skal spises i mindre bidder, vil stadionbyggeriet nok strække sig over et par sæsoner. Det er sådan, vi gør tingene i Sønderjylland. Vi tager et skridt af gangen, og så handler det hele tiden om at give folk en god grund til at komme i vores ”butik” – og en endnu bedre grund til at komme igen, slutter Klaus B. Rasmussen.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus