Søg

SønderjyskE tjekker formen mod tjekkere

Jacob Ravn, 30. januar 2019, kl. 7:27

Onsdag eftermiddag spiller SønderjyskE træningskamp mod FC Fastav Zlin fra Tjekkiet.

De fleste i SønderjyskE-lejren fik nattesøvnen forstyrret af et voldsomt tordenvejr over Belek og omegn, og onsdagens formiddagspas blev af samme årsag rykket fra bane til fitnesslokale.

Vejrudsigten lover dog bedring hen ad dagen, og de mest optimistiske tror endda på, at solen titter frem, når SønderjyskE klokken 13 dansk tid spiller sin første træningskamp i Tyrkiet.

Modstanderen er FC Fastav Zlin, der ligger nummer seks i den tjekkiske liga. Holdet vandt den tjekkiske pokalturnering i 2017 og mødte herefter FC København i gruppespillet i Europa League.

SønderjyskE bliver dermed matchet hårdt i den næstsidste træningskamp inden turneringsstarten den 9. februar i Vejle, og de 11 startende spillere kan se frem til væsentligt flere minutter end i de første tre træningskampe, hvor hele holdet er blevet skiftet ud omkring midtvejsmærket.

– Nu skal vi have spillerne til fysisk at gå så langt som muligt, og der bliver flere, der skal spille 90 minutter. Vi har stadig nogle spillere, som vi har valgt at trække, men det er ikke noget alvorligt, og de kunne nok spille, hvis det var en superligakamp, men vi vil gerne have alle mand med over målstregen, når træningslejren er forbi, siger Glen Riddersholm.

– Kampen skal bruges til, at vi fortsætter med at udvikle os på de fokuspunkter, vi har. Det er både i form af det hurtige, flydende pasningsspil, men også at vi rent defensivt – både i presspillet og i duelspillet – ligger til i forhold til de seneste træningskampe, siger Riddersholm.

Vi vil forsøge at opdatere med de største begivenheder undervejs via SønderjyskE’s live-profil på Twitter og her på sitet.

 

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus