Søg

SønderjyskE vandt også andendagsgildet over EfB

Jacob Ravn, 11. marts 2019, kl. 15:57

Mandag var der reserveholdskamp mellem SønderjyskE og EfB, og SønderjyskE-reserverne vandt – lige som Superligaholdet – med 3-1. Danny Amankwaa blev dobbelt målscorer, Mads Hvilsom lukkede kampen, og Alexander Bah fik 45 gode minutter på banen.

Superligaholdet har fået vendt skuden med to sejre i træk hjemme på Sydbank Park, og nu er SønderjyskE’s reservehold også kommet i gang.

Mandag hentede SønderjyskE den første sejr i Reserveligaen, da EfB blev besejret med 3-1 i Esbjerg, og træner Niels Lodberg beretter om gode takter i kampen.

– Vi får en rigtig god start på kampen og er foran 2-0 efter 20 minutter på to flotte mål af Danny Amankwaa. Begge mål bliver skabt efter nogle gode omstillinger i højre side, hvor Danny så er klar i feltet, siger Lodberg.

Det var Amankwaas tredje mål på to dage, da han også scorede i søndagens Superligakamp, hvor han kom ind og lukkede til 3-1 mod EfB.

Hjemmeholdet kom bedre med i reservekampen efter SønderjyskE’s 2-0-føring.

– Efter vores mål sidder EfB tungt på resten af halvlegen. Vi bliver for lange i vores defensive organisation, og i mange situationer stresser vi alt for meget. EfB reducerer også ved Brent McGrath, og det er ganske fortjent, at de får scoret, siger Lodberg.

I anden halvleg satte SønderjyskE sig igen på begivenhederne.

– Vi laver nogle justeringer i pausen, og i anden halvleg er vi defensivt mere kompakte, og vi er svære at spille imod. Vi får skabt mange gode omstillinger, hvor vi truer og er tæt på flere gange, og det afgørende mål scorer vi ti minutter før tid. Efter en omstilling får Mads Hvilsom bolden på kanten af feltet, og med en klassisk tåhyler sætter han bolden over i det lange hjørne.

– Det var rart at få en sejr, og lige som vi har vendt skuden for Superligaholdet, er det i dag vendt for reserverne. Det var ikke lige kønt alt sammen, men det var en fortjent sejr, og det var en god oplevelse for gutterne, siger Niels Lodberg.

Ud over målene og sejren var det opløftende, at Alexander Bah startede inde og fik som planlagt 45 minutter.

– Det så rigtig godt ud med Bah. Han lagde op til det ene mål, hvor han sammen med Jeppe Simonsen kombinerede sig ned til baglinjen og satte Danny Amankwaa godt op til scoring. Det så rigtig godt ud, og han klarede det fysisk fint, så det var en god oplevelse, siger Niels Lodberg.

SønderjyskE’s næste reserveholdskamp er mandag den 18. marts klokken 13.00 hjemme mod OB.

Kampen i tal
EfB-SønderjyskE 1-3 (1-2)
0-1 og 0-2 Danny Amankwaa, 1-2 Brent McGrant, 1-3 Mads Hvilsom

SønderjyskE’s hold: Nikola Mirkovic – Jeppe Simonsen, Thomas Juel-Nielsen, Ture Blaue (70./Mads Winther), Joao Pereira – Alexander Bah (46./Jeppe Jordoson), Rasmus Vinderslev, Marco Rojas (65. Mads Hansen), Danny Amankwaa (65./Ardit Murati) – Mads Hvilsom, William Tchuameni


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus