Jacob Ravn, 1. marts 2019, kl. 14:35
Stefan Gartenmann forventer en ny tæt kamp mod Randers FC, og han forsikrer tilskuerne på Sydbank Park, at SønderjyskE-spillerne vil give alt, hvad de har i sig for at komme tilbage på sporet.
Det er måske ikke alle, der er færdige med at gnide søvn ud af øjnene, når SønderjyskE søndag klokken 12.00 tager imod Randers FC på Sydbank Park, men Stefan Gartenmann garanterer, at SønderjyskE-spillerne er helt friske og toptændte til hjemmekampen.
– Jeg håber, at der er mange, der kommer og bakker os op, og tilskuerne kommer 100 procent sikkert til at se 11 – og måske 14 – spillere, som kommer til at give alt, hvad de overhovedet har. Der er ikke nogen mere end os, der ønsker at få vendt skuden. Tilskuerne kan godt regne med at se en flok spillere, der er meget begejstret og ellevilde for endelig at få vendt bøtten og få nogle mål og point på kontoen, siger Stefan Gartenmann.
De tre første kampe i 2019 har endnu ikke givet point, og det betyder, at SønderjyskE skal kæmpe for overlevelse i foråret.
– Vi har bragt os i en situation, hvor vi har gjort det lidt svært for os selv. Jeg synes, at vi har været det bedste hold i alle tre kampe, men vi har ikke fået de fornødne point ud af det. Pointmæssigt står vi skidt lige nu, men vi tror stadig på, at vi kan vende bøtten, siger forsvarsspilleren.
Kampene mellem SønderjyskE og Randers FC har ofte været tætte, og Gartenmann forudser også en lige slagudveksling i søndagens kamp på Sydbank Park.
– Kampene mellem SønderjyskE og Randers er altid tætte kampe. Det er sjældent, at det ene hold vinder stort. Så der kommer desværre nok ikke så mange mål at se på, men der kommer en masse fight, en masse frispark, en masse dueller og en masse dødbolde. Hvis vi er indstillet på de her ting og er dem, der giver os mest på de forskellige parametre, så tror jeg på, at vi nok skal tage sejren denne gang, siger Stefan Gartenmann.
SønderjyskE-spillerne får brug for god opbakning hjemme på Sydbank Park – køb billetter til kampen her.
KAMPSPONSOR: