Søg

To kampe – fire mål: Nazifi blev igen dobbelt målscorer

Jacob Ravn, 24. april 2019, kl. 22:18

Nazifi Yahaya blev sendt på banen i pausen, da SønderjyskE’s U19-ligahold var bagud med 0-2, og den nigerianske angriber var med to mål med til at skaffe SønderjyskE 3-3 ude mod OB.

I sidste uge startede Nazifi Yahaya for første gang på banen, da SønderjyskE’s U19-hold spillede træningskamp mod Randers, og den 18-årige angriber viste skarphed, da han scorede to mål i 4-0-sejren.

Onsdag gjaldt det så U19-ligaen, og her fik den unge afrikaner igen en hovedrolle.

På udebane mod OB var SønderjyskE bagud med 0-2 ved pausen, men så blev Nazifi Yahaya skiftet ind, og med to mål på 45 minutter havde han en stor aktie i, at SønderjyskE fik 3-3 med hjem fra Odense.

Kampen startede skidt for de lyseblå, der hurtigt kom bagud med 0-2, og først til sidst i halvlegen viste holdet en smule aggressivitet.

Det forbedrede sig væsentligt fra anden halvlegs start, hvor udtrykket var helt anderledes, og hvor der blev fightet og løbet mange meter.

Efter 60 minutter kom reduceringen, hvor Nazifi hoppede højere end målmanden og headede bolden ind til 1-2. Lidt senere hjalp et OB-selvmål de lyseblå på 2-2.

Desværre kom SønderjyskE bagud 2-3, inden der var dømt Nazifi-show. Nigerianeren tørrede en OB-forsvarer med en flot ydersidevending, hvorefter han placerede bolden ind bag en fremadstormende OB-keeper til 3-3. En smuk kasse af den skarpe nigerianer.

Fem minutter inde i overtiden var Ture Blaue tæt på at hente alle tre point med hjem til Sønderjylland, men bolden blev reddet på stregen, og kampen endte 3-3 efter en stærk anden halvleg, hvor Nazifi Yahaya igen viste skarphed.

Den næste kamp for SønderjyskE’s U19-ligahold er på lørdag klokken 12.30 i Haderslev.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus