Søren Pabst, 3. december 2017, kl. 17:51
Det var en råkold aften på Sydbank Park og det var efterårets sidste hjemmekamp, inden vinterpausen.
7150 tilskuere var mødt op til opgøret, som var sæsonrekord på hjemmebanen i Haderslev.
Modstanderen hed i dag ligaens tophold, Brøndby IF, og der var uden tvivl lagt op til et spændende opgør.
Begge hold mødte ind til kampen med stort engagement og højt pres fra starten. SønderjyskE med de største muligheder i kampens første 10 minutter, hvor især Jonsson var tæt på.
Men det blev dagens gæster der skulle få kampens første mål. Efter 12 minutter var der hjørnespark til Brøndby IF og så steg Arajuuri op ved nærmeste stolpe og stangede den ind til stillingen 0-1.
Herefter var det igen de lyseblå der satte sig på spillet, dog uden de helt åbenlyse chancer! Men man kunne mærke at der var et mål i luften, for spillet kørte bare i dag, hvor det højre pres fra udebaneholdet ikke kunne dæmme op for kombinationerne.
Men selvom spillet var fremragende, var det dog ikke i åbent spil at udligningen skulle komme, det skulle i stedet komme fra en situation magen til udeholdets scoring, nemlig hjørnespark. Hjørnespark fra Zimling, som ligger perfekt til Greko som stanger den ind på fornem vis til 1-1 efter 36 minutter.
Resten af 1. halvleg forløb roligt. I følge statistiskkerne fra Superliga.dk kom vi igennem 1. halvleg med 40 minutters spilovertag, som kun efterlod 5 minutters overtag til gæsterne.
Selvom 1. halvleg var præget af lyseblåt overtag, så var det også tydeligt at det havde kostet nogen kræfter og det var svært at finde samme gear fra starten af 2. halvleg, men det var også tydeligt at Brøndby IF spillerne havde sat den et gear op.
Det resulterede i en scoring, endnu engang, til udeholdet. Kontrastød hvor Larsson kommer fri i højresiden inden han sender bolden hårdt ind foran til Mukhtar som var helt fri foran mål og kunne sætte den ind med låret efter 66 minutter til stilling 1-2.
Der gik heller ikke lang tid efter den scoring før det så rigtig sort ud. En fejlaflevering i forsvaret sender Kliment helt fri foran kassen og han banker den ind bag Mielitz til 1-3 efter 72 minutters spil.
Herefter var det så os der fik lov til at have bolden, men Brøndby IF’s defensiv afviste alle tilnærmelser fra den lyseblå offensiv.
Det betød også at der ikke sket mere i kampen og dermed indkasserer vi et nederlag til superligaens tophold, Brøndby IF, på 1-3.
Tak for det flotte fremmøde og vi håber at se jer igen på fredag i Horsens til sidste kamp inden vinterpausen, mod AC Horsens.