Jacob Ravn, 23. februar 2020, kl. 21:47
Både U19, U17 og U15 vandt i weekenden i de sidste træningskampe, inden det går løs i ligaerne næste weekend.
Talentholdene tankede selvtillid, da de lørdag og søndag testede formen for sidste gang, inden det bliver alvor i ligaerne i næste weekend.
Både U19, U17 og U15 vandt vinterens sidste træningskamp.
U19 storsejrede mod Næsby
SønderjyskE’s U19-ligahold vandt søndag med hele 5-0 over Næsby.
Målscorere: Arman Taranis, Jannick Liburd, Isak Olafsson, Morten Dyrmose og Morten Snabe
U19-træner Thomas Skou Jensen siger om kampen:
– Drengene satte sig hurtigt på kampen og trykkede godt på. Alt i alt leverede spillerne en godkendt indsats i alle 90 minutter og vandt fortjent 5-0, siger U19-træneren.
U19-holdet starter ligaen på lørdag i Brøndby.
U17 vandt med tenniscifre
SønderjyskE/HFK’s U17-hold vandt lørdag med 6-3 over Næsby efter 2-1 ved pausen.
Målscorere: Tobias Ryborg, Sandsberg, Anton Hüttel, Yilmaz, Andreas Lykke og Victor Vasquez.
Cheftræner for U17, Mohammed Hamad, siger om kampen:
– Det var en svingende præstation. Vi havde øjeblikke, hvor vi satte tingene fornuftigt sammen, men også for lange perioder, hvor vi ville løse tingene individuelt. Det gjorde, at vi endte med at spille på Næsbys præmisser, og vi gav mål væk på individuelle fejl. Men der var bestemt nogle ting, som vi kan tage med videre til Brøndby i næste uge, siger U17-træneren.
Ligakampen spilles i Brøndby på lørdag.
U15 i stærkt comeback
HFK’s U15-hold vandt lørdag med 5-4 i Esbjerg, efter holdet ellers var nede med 2-4.
Målscorere: Tinus Olesen, Blend Istrefi, Noah Museafendic (to) og Nemo Thomsen.
U15-træner Mathias Wael siger om kampen:
– Det var dejligt at få en sejr hjem inden turneringsstarten. Det var en rodet første halvleg med mange omstillinger, og vi gik til pause bagud 2-3, hvor vi blev straffet på individuelle fejl. Efter pausen kom vi skidt ud, og før vi fik set os om, var vi bagud 2-4. Derfra fik vi styr på spillet og vandt fortjent, og sejren kunne endda have været større, siger Wael.
U15 indleder også ligaen på lørdag i Brøndby.