Jacob Ravn, 25. januar 2019, kl. 16:48
Lørdag morgen sætter SønderjyskE-spillerne kursen mod Tyrkiet, hvor der er træningslejr i Belek frem til søndag den 3. februar.
SønderjyskE har haft en god vinteropstart, men humøret får lige et hak i vejret, når holdet lørdag morgen drager til Belek i Tyrkiet, som i en god uges tid danner rammen om årets træningslejr.
Her er der udsigt til græsbaner og temperaturer omkring 15 grader, og så lader det til, at det værste regnvejr har været forbi på de kanter – vejrudsigten er forholdsvis optimistisk.
Denne gang er det ikke kun superligatruppen, der er på træningslejr under varmere himmelstrøg. Også U19- og U17-ligaholdet er på træningslejr i Belek i samme tidsrum, og det betyder, at flere U19-spillere har mulighed for at træne med superligaholdet, og trænerne kan se hinandens kampe dernede.
Fra U19-holdet ligger det dog fast, at Jeppe Jordoson og Mads Hansen kommer til at træne og bo sammen med superligaholdet.
SønderjyskE har også et helt nyt ansigt med på turen, idet Emmanuel Mayuka, der er en 28-årig angriber fra Zambia, kommer til prøvetræning under træningslejren.
Alexander Bah, Niki Zimling og William Tchuameni er ikke med på turen på grund af skader, og de kommer derfor til at genoptræne på hjemlig grund, mens de friske spillere skal finpudse formen i Tyrkiet.
Silas Songani bliver hjemme i Danmark for at få mulighed for at finde en ny klub, hvor der er bedre udsigt til fast spilletid.
Truppen til træningslejren:
Victor Smedsrud
Sebastian Mielitz
Eggert Jonsson
Kees Luijckx
Nicholas Marfelt
Marc Pedersen
Jeppe Simonsen
Stefan Gartenmann
Mart Lieder
Joao Pereira
Søren Frederiksen
Rasmus Vinderslev
Marco Rojas
Victor Mpindi
Marcel Rømer
Johan Absalonsen
Peter Christiansen
Christian Jakobsen
Danny Amankwaa
Teit Jacobsen
Mads Hansen
Mads Hvilsom
Ramon Rodrigues
Jeppe Jordoson
Emmanuel Mayuka (prøvespiller)
SønderjyskE spiller to træningskampe undervejs. Onsdag den 30. januar mod tjekkiske FC Fastav Zlin og lørdag den 2. februar mod serbiske FK Vozdovac.
Vi opdaterer løbende fra træningslejren på SønderjyskE’s kanaler. Følg os på Facebook, Twitter og Instagram – især på det sidstnævnte medie får du løbende mange billeder og indtryk.