Jacob Ravn, 10. december 2019, kl. 11:30
Søndag den 15. december spiller SønderjyskE årets sidste kamp på udebane mod AC Horsens. Her følger en omgang praktisk information om udekampen.
Den næste kamp i 3F Superligaen spilles på søndag klokken 12.00. Her går turen til Horsens, hvor AC Horsens tager imod på CASA Arena.
Statistikken fortæller, at vi ikke har tabt til AC Horsens i de seneste fem kampe i 3F Superligaen, men den fortæller også, at kampene plejer at være meget tætte. Tre af de fem seneste kampe er endt uafgjort – senest da holdene spillede 0-0 på Sydbank Park i september. I den seneste kamp i Horsens vandt vi 1-0 – dengang med Thomas Juel-Nielsen som sen matchvinder.
På CASA Arena har udeholdets fans nogle meget fine forhold, idet de er placeret på den ene langside. Køb billet til udebaneafsnittet på nordtribunen (opgang A og B) her.
Her er information fra AC Horsens til de medrejsende SønderjyskE-fans.
Tag med til Horsens:
Som sædvanligt kan du tage med fanbusserne til udekampen. Det koster 150 kroner for medlemmer og 200 kroner, hvis du ikke er medlem – det er inklusiv en billet til kampen. Se mere her.
Hvis du kører selv, er adressen til parkering ved CASA Arena: Strandlyst, 8700 Horsens.
Kampen spilles søndag klokken 12.00.
Vi håber, at mange lyseblå fans vil tage den korte tur til Horsens og støtte op om holdet i årets sidste kamp.