Søg

U17-holdet tager hul på en stærk liga

Jacob Ravn, 17. august 2018, kl. 10:22

SønderjyskE’s U17-hold spiller lørdag sæsonens første kamp i Randers.

Lørdag klokken 12.00 går det løs i U17 Drenge Ligaen, og SønderjyskE er med til at indlede sæsonen, når holdet spiller på udebane mod Randers Freja FC.

U17-holdets nye træner, Thomas Thinggaard, er spændt på, hvor holdet står, inden det går løs i landets bedste række.

– Vi har haft en forholdsvis kort opstart, og jeg er lige kommet til som ny træner, så der kommer til at være nogle ting, vi lige skal have på plads her i starten. Først og fremmest skal vi have SønderjyskE-værdierne ind under huden på spillerne og sørge for, at vi kommer med et samlet udtryk, siger Thomas Thinggaard, der forventer at se sit hold blive stærkere, som sæsonen skrider frem.

– Jeg vil gerne have, at når vi kommer et par kampe hen, at så har vi i hvert fald fået skabt et solidt fundament, hvor man kan se, at det er et SønderjyskE-hold, der kommer på banen hver gang. Hvis vi så også lykkes med at blive så gode, som vi forventer, så kommer resultaterne også af sig selv. Min fornemmelse er, at vi kommer til at blive bedre og bedre i løbet af sæsonen. Drengene ligger ekstremt meget på deres træningsmentalitet for hver dag, der går, siger Thinggaard, der har en fortid som ungdomslandstræner på Færøerne og U19-træner i HIK.

En ny sæson er lig med nye ansigter, og fem af dem er kommet til udefra.

– Vi har fået Valdemar Frahm og Bastian Toelhøj fra HIK, der har spillet et niveau under ligaen, så det bliver spændende at se, hvordan de udvikler sig her. Yilmaz Kocan er kommet til fra Vejle, han er kun førsteårs, men ham er vi også spændt på at introducere. Derudover er Christian Skou kommet til fra Vejle og Victor S. Jensen fra Brande, siger Thomas Thinggaard.

Ud over SønderjyskE og Randers Freja FC består U17 Drenge Ligaen af AGF, Brøndby, EfB, FC København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, Lyngby, OB, Silkeborg, Vejle og AaB.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus