Søg

U17-liga fik uafgjort i flot comeback

Stig Kongsted, 10. november 2019, kl. 8:40

U17-liga viste god moral mod Vejle
U17-ligaholdet var i lørdagens kamp mod Vejle langt hen ad vejen på hælene, men en indædt tro på at det hele ville vende og et trænerteam med Mohammad Hamad og Thomas Tinggaard i spidsen, der uafbrudt piskede deres hold frem, ja så lykkedes det i kampens døende minutter at score to gange og hive en uafgjort hjem.

HFK/SønderjyskE var efter blot 15 minutters spil bagud 2-0, og det så ikke godt ud. Vejle dominerede på alle parametre. Trænerteamet fik dog rettet op på tingene i pausen, og det var helt tydeligt at holdet kom ud med et meget stærkere udtryk i 2. halvleg. De store chancer blev det dog ikke til, men efter et pres i kampens sidste minutter reducerede Anton Hüttel (Th) i 89. minut og Tobias Ryborg (Tv) udlignede til 2-2 i overtiden. Et vigtigt point mentalt og moralsk for holdet, der de seneste uger har manglet lidt medgang.

-Vi må være ærlige og sige, at Vejle spillemæssigt var bedst i dag. Vi er meget passive i 1. halvleg og får ikke sat noget sammen, når vi har bolden. Uden at det bliver perfekt, så leverer vi et langt bedre udtryk i 2. halvleg. Den mentalitet drengene viser ved at vende 0-2 til 2-2 i overtiden er enestående, og de fortjener stor ros for at tro på tingene hele vejen igennem, fortalte Thomas Tinggaard efter kampen.

U15 fortsatte dårlig stime
Efter U17-liga løb U15-liga på banen til deres kamp mod Vejle. Holdet havde ligesom U17 brug for oprejsning efter nogle resultatmæssigt dårlige uger. Men det skulle ikke blive denne gang, da Vejle tog hjem med en klar 5-0 sejr i bagagen.

Ifølge assistenttræner Mathias Wael spillede holdet en god 1. halvleg, hvor de dog må gå til pausen bagud 0-1. Holdet kom derfor frisk ind til 2. halvleg med tro på tingene, men kort i anden halvleg scorer Vejle til 0-2. Herefter kommer der nogle gode chancer til HFK-holdet inden Vejle stikker af og lukker slukker kampen med tre yderligere scoringer.
Næste kamp for HFK/SønderjyskE’s U17 liga er mod Lyngby på hjemmebane den 16. november og U15-liga møder om 14 dage FCK.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus