Søg

Værdifuld kriger forlænger i SønderjyskE

Jacob Ravn, 29. maj 2019, kl. 14:58

Eggert Jonsson har forlænget sin kontrakt i SønderjyskE Fodbold med et år plus option på yderligere et år.

Det har nærmest været en fast tradition i SønderjyskE gennem alle Superliga-årene, at der har været islandsk blod på holdet, og næste sæson bliver ingen undtagelse.

30-årige Eggert Jonsson, der har spillet 55 Superligakampe for SønderjyskE de seneste to sæsoner, tager endnu en tørn i den lyseblå trøje og har netop forlænget sin kontrakt med et år plus option på yderligere et år.

Sportschef Hans Jørgen Haysen glæder sig over, at han kan holde på en af de spillere, der både kan levere hård fight og godt fodbold.

– Eggert Jonsson er først og fremmest en rigtig SønderjyskE-mand, der står for nogle af de dyder, som vi skal fastholde i klubben og aldrig glemme at dyrke. Han er en jernmand, der kan æde sig selv udover det normale til træning og i kampene, men han har også vist, at han er meget mere end bare en fighter.

– Der er meget af vores opspil, hvor han har en betydelig rolle, og derudover har han ofte en fod med i vores mål og store chancer. Han tager mange gode dybdeløb, og han sætter meget i gang i vores presspil. Han bliver ofte fremhævet – helt berettiget – for sit utrættelige arbejde, men han er også en vigtig spiller i mange facetter af vores spil og udtryk generelt, siger Hans Jørgen Haysen.

Eggert Jonsson, der bor i Haderslev med sin lille familie, har sommerferie i øjeblikket og møder ind sammen med holdkammeraterne igen mandag den 17. juni.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus