Søren Pabst, 16. juli 2016, kl. 13:29
Af Rasmus Andersen og Søren Pabst
64 timer efter den første europæiske kamp i SønderjyskEs historie er fløjtet af, triller bolden endnu engang på Sydbank Park. Denne gang gælder det Alka Superliga opgøret mod AGF, og vi tror på, at VUC Stemningstribunen og resten af stadion nok skal skabe en fantastisk kulisse.
Det blev til en god sæsonstart for de lyseblå helte, da man i torsdags hentede en 2-1 sejr over Strømsgodset, der gør det mere overkommeligt, at gå videre samlet. Returkampen spilles i Norge på torsdag.
Søndagens modstander fra AGF sluttede på 10. pladsen i sidste års Alka Superliga. De 3 indbyrdes opgør mod AGF endte med 2 uafgjorte og en enkelt sejr til SønderjyskE.
Hold øje med deres mand:
Martin Spelmann
Den tidligere Brøndby IF, AC Horsens og OB spiller, er netop vendt hjem til Superligaen efter et mislykkedes ophold i tyrkisk fodbold.
Det er med garanti en meget sulten Spelmann der her kommer tilbage til Danmark efter at han ikke har spillet mange kampe i løbet af den seneste sæson.
Spelmann er kendt for sine hurtige driblinger og sin boldsikkerhed og vil med garanti forsøge at skabe ravage i det lyseblå forsvar, det handler om at være klar fra start for at holde styr på en mand der før har vist at han er farlig mod ethvert hold i Alka Superligaen.
Hold øje med vores mand:
Mikael Uhre
Vi kan ikke lade være. Ovenpå sit fantastiske indhop i torsdag, vil den unge Mikael Uhre helt sikkert kandidere til en startplads mod AGF, men skulle den unge angriber starte på bænken, så ved vi jo også, at han er i stand til at score selv på kort tid. På trods af sin unge alder fylder Uhre godt i landskabet, både i højden og i bredden. Fysisk styrke, snu afslutninger, og en utrolig fart, er hvad den dygtige angriber kommer med. Derudover vil vi også fremhæve vores egen midtbaneslider Janus Drachmann. Drachmann spillede en fantastisk Alka Superliga sæson i sidste sæson, og kandiderede voldsomt til sæsonens hold, og helt sikkert blandt de bedste danske midtbanespillere. Drachmann skal tage kampen op mod Spellmann og AGF, og det bliver en vigtig nøgle i kampen om de 3 point.
Det siger de:
– Sønderjyske det er bare et hold der arbejder stenhårdt for hinanden og går til vaflerne, vil gerne tage dueller, de vil gerne i nogen faser spille lidt direkte, de er rigtig gode på standardsituationer og kan du de ting, så bliver du god og sidste år var det selvforstærkende, for der var de gode hele sæsonen, så det er en kamp hvor vi skal ned og kæmpe røven ud af bukserne siger AGF’s assistenttræner Lars Friis til AGF TV.
Det siger vi:
– Det bliver en tæt kamp i morgen og nu kom vi jo i gang i torsdags i Europa League kampen og fik nogen minutter i benene, men AGF vil uden tvivl komme ud med alt deres power i deres første kamp og være ligeså spændt som vi var i torsdags da vi skulle i gang.
Jeg håber da at der kommer endnu flere tilskuere end i torsdags, selvom der var udsolgt i torsdags siger Mikael Uhre til SønderjyskE fodbold.
FOTO: Frederik Roulund Scheel