Søg

Victor Mpindi udtaget til de afrikanske mesterskaber

Jacob Ravn, 31. oktober 2019, kl. 11:21

Victor Mpindi er udtaget til Camerouns U23-landshold, der midt i november spiller Africa Cup of Nations i Egypten.

Victor Mpindi skal repræsentere Cameroun, når der midt i november spilles Africa Cup of Nations – de afrikanske mesterskaber – for U23-landshold i Egypten.

Landstræner Rigobert Song, som nogle måske vil huske fra hans aktive karriere i blandt andet Liverpool FC, har udtaget den 22-årige midtbanespiller til den 21-mandstrup, der skal kæmpe for Cameroun.

Det er første gang, at Cameroun har kvalificeret sig til mesterskaberne, og SønderjyskE-spilleren havde en hovedrolle, da kvalifikationen blev sikret i starten af september.

I de afgørende playoff-kampe mod Tunesien vandt Cameroun den første kamp 1-0, hvor Mpindi blev matchvinder og kåret som kampens bedste spiller.

Mpindi startede også på banen i returopgøret, hvor Cameroun tabte 1-2 i Tunesien, men sikrede sig finalebilletten på reglen om udebanemål.

Cameroun er kommet i pulje med Ghana, Mali og værtsnationen Egypten, mens den anden pulje består af Elfenbenskysten, Sydafrika, Zambia og de forsvarende mestre fra Nigeria. De to bedste hold fra hver pulje går videre til semifinalerne.

Puljekampene spilles fra den 8. til 14. november, mens der er semifinaler den 19. november og finale den 22. november.

Camerouns landshold er allerede godt i gang med forberedelserne, men vi har aftalt med det camerounske fodboldforbund, at vi holder på Mpindi til og med søndag, hvor vi møder FC København i Parken, og straks derefter flyver han til Afrika.  Vi kommer dog til at undvære ham i udekampen mod AGF den 10. november.

– Det er enhver fodboldspillers drøm at spille for landsholdet og repræsentere sit land. Det her er en stor chance for Victor, der har vist sig godt frem i landsholdstrøjen, og vi håber selvfølgelig, at han og Cameroun klarer sig godt på den store scene i Egypten. Vi sender ham afsted efter kampen mod FC København den 3. november, og vi håber, at han vender tilbage med en medalje om halsen, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.

Her på hjemmesiden vil vi løbende orientere om Mpindis og Camerouns kampe i turneringen.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus