Jacob Ravn, 28. august 2019, kl. 8:58
Broager Sparekasse har indgået en otteårig hovedpartneraftale med SønderjyskE Herrehåndbold. Aftalen er den største i håndboldklubbens historie og giver nye sportslige muligheder for ligaholdet.
Du kan ikke sige SønderjyskE Herrehåndbold uden også at sige Broager Sparekasse.
Den lokale sparekasse har i mere end ti år været sponsor i SønderjyskE Herrehåndbold, og den stærke hjemmebane i Sønderborg har heddet Broager Sparekasse Skansen, lige siden hallen blev indviet i 2012.
Engagementet og samarbejdet er blevet større og stærkere gennem årene, og nu er parterne blevet enige om en historisk aftale af afgørende karakter for håndboldholdet.
Broager Sparekasse har lavet en hovedpartneraftale, der gælder for de næste otte år, og der er uden sammenligning tale om det største sponsorat i håndboldklubbens historie.
Aftalen har afgørende betydning for SønderjyskE’s muligheder i fremtiden, og sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt er lykkelig for den nye aftale.
– Det er en helt enestående aftale for os, og vi er meget taknemlige for Broager Sparekasses støtte og tilknytning til klubben. SønderjyskE Herrehåndbold har vokset synkront med Broager Sparekasse, og det gode partnerskab bliver kun endnu stærkere i fremtiden med denne langvarige aftale.
– Det er en aftale, der bliver større og større rent økonomisk hvert år, og det giver os et rigtigt godt fundament til, at vi kan komme endnu længere op i tabellen, og hvis der er flere andre virksomheder, der bakker op, som Broager Sparekasse har gjort, så kan det her ende med at blive rigtigt stort, siger Simon Hajdu Lindhardt.
I Broager Sparekasse har direktør Lars Christensen store forventninger til den lange hovedpartneraftale med SønderjyskE Herrehåndbold.
– Broager Sparekasse og SønderjyskE er et godt match, og vi har begge vokset godt gennem årene. Vi har begge en stærk forankring i landsdelen, og vi har nogle værdisæt, der stemmer godt overens med hinanden. Vores værdier er ordentlighed og vindermentalitet, og det er helt i tråd med det, SønderjyskE står for.
– Vores tanke med at øge vores sponsorat og lave en meget lang aftale på otte år er, at SønderjyskE Herrehåndbold er hele landsdelens håndboldhold. Det vil vi gerne støtte op omkring, og vi vil også gerne være med til at højne niveauet og gøre holdet til en fast del af slutspillet. Det gør vi for at give mere kvalitet til alle folk i vores landsdel og markedsområde.
– Det koster lidt ekstra, når vi forpligter os i så mange år, og vi betaler også et større beløb end hidtil, men vi håber også, at det kan inspirere andre til at hoppe med på samme vogn, så vi kan løfte opgaven sammen. Nogle skal tage det første skridt, og det har vi gjort med den her aftale, siger Lars Christensen.
Se videopræsentationen af den nye aftale:
Direktør i Broager Sparekasse, Lars Christensen, og SønderjyskE’s sportsdirektør, Simon Hajdu Lindhardt.