Anders Gormsen, 28. februar 2019, kl. 13:17
Efter en række kampe hvor de lyseblå har været ramt af modgang og nederlag, var der oprejsning til alle efter en fantastisk indsats mod GOG, og for anden gang i sæsonen vandt vi med 33-30 over fynboerne.
Der var ild i spillernes øjne fra start og selv om GOG i indledningen havde held med deres hurtige spil frem ad banen i både 1., 2. og 3. bølgen bombede Aaron Mensing den en bold i kassen efter den anden og Thorsten Fries der fik god hjælp af et godt indstillet forsvar var en sikker sidste skanse.
Gæsterne var hele tiden i front i kampens indledning, men spillerne kæmpede ufortrødent videre og med Mensings 6. mål (på 6 forsøg) var det efter 20 minutter pludselig os der var i front 11-10. I den sidste del af halvlegen bølgede spillet frem og tilbage og holdene gik til pause med en føring til gæsterne på 14-15.
Allerede et par minutter inde i anden halvleg måtte en lyseblå spiller ud i 2 minutter, ved stillingen 16-15, men et fantastisk disciplineret undertal blev vundet 3-1 og knap 2100 tilskuere i Broager Sparekasse Skansen blev mere og mere højrøstede.
Udvisningerne væltede stadig ned over de lyseblå, men aftalerne blev holdt og i stedet for at gæsterne halede ind, trak vi mere og mere fra, 26-20 efter 45 minutter.
Vi kom på 29-22 med 10 minutter igen og pludselig var det gæsternes tur til at have succes. 5 gule scoringer træk gjorde at man sad lidt yderligt på stolene og neglene blev kortere og kortere. Heldigvis bevarede hele truppen hovederne kolde, selv Rasmus Bertelsen scorede bag om ryggen, og i de sidste minutter blev sejren på 33-30 sikret til stor jubel for hele hallen.
Holdet rejste sig efter et par knap så gode kampe og med sejren holder vi stadig fast i drømmen om top 8.
SønderjyskE-GOG 33-30 (14-15)
Målscorere for SønderjyskE: Aaron Mensing 11, Rasmus Nielsen 8, Arnar Birkir Hálfdánsson 6, Oliver Nøddesbo Eggert og Frederik Ladefoged hver 3, Rasmus Bertelsen og Frederik Børm hver 1.
Målscorere for GOG: Lasse Kjær Møller 8, Emil Jakobsen 7, Jon Andersen og Lars Hald hver 5, Odinn Rikhardsson 4.
Udvisninger: SønderjyskE 8, GOG 4.
Dommere: Nicklas Mark Pedersen og Nichlas Nygaard.
Observatør: Peter Lorenzen
Tilskuere: 2078