Kell Haugaard, 20. april 2020, kl. 13:40
Håndsrækning til SønderjyskE 2020 – 1.204 har doneret til det lyseblå landsdelsprojekt
Det strømmer fortsat ind med mails, telefonopkald og SMS´er med idéer, forslag, tilsagn om hjælp og hilsner fra nær og fjern. Det vidner om – og understreger – den stor interesse og hjerte for SønderjyskE. Det gør os umådeligt stolte og ydmyge. Og det gør os ekstra stædige og opsatte på at få båret det lyseblå landsdelsprojekt igennem en meget svær tid og ud på den anden side . . .
Tak til alle, som med stort og småt – og på den ene eller anden måde har rakt hånden frem i disse dage og uger.
Adm. direktør Klaus B. Rasmussen er rørt over de mange tilkendegivelser og tilsagn om opbakning:
– Vi bliver hver dag bekræftet i, at syd – og sønderjydernes opbakning til landsdelsprojektet er både stærk og loyal. Corona-krisen er kommet som en tyv om natten, og har sat hele landet i alarmtilstand. På trods af usikkerheden og de mørke skyer har virksomheder og privatpersoner overskud til at tænke på andre og herunder også SønderjyskE. Det er imponerende og rører os alle dybt, siger Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:
– Vi kan jo ikke nævne alle; men alligevel vil jeg gerne nævne et par eksempler på det, vi oplever. Der er folkepensionisterne Olga og Ove Nielsen, som har afholdt deres fødselsdage (80 år og 85 år, red.) til ishockeykampe i Frøs Arena. De har haft sæsonkort i en menneskealder, og hertil har de oven i hatten doneret 5.000 kr. SN Invest´s Knud Nielsen er karantæneramt i Spanien, og har doneret et meget flot beløb. Andre virksomheder har også meldt sig på banen med opbakning i form af nytegning af sponsorater. Det er f.eks. gårdejerfamilien Claus Bruun Jørgensen, Lerskov Maskinstation og Als Tømrer m.fl.
Vores egen salgschef Jesper Rottbøl Danielsen har sammen med spillerne Mads Lund (Ishockey), Rikke Hoffbech (Damehåndbold), Kristian Pedersen (Herrehåndbold) og Mads Albæk (Fodbold) startet en privat aktion, hvor de cykler de omkring 135 km. fra Rødekro til Odense til fordel for Sønderjysk Elitesport.
Thomas Jensen fra Rødekro Kurér er gået i samarbejde de fire fanklubber om fælles aktiviteter og tiltag. Og jeg kunne blive ved med at nævne eksempler på tiltag og håndsrækninger fra nær og fjern. Det er bare så flot, og jeg kan kun udtrykke min dybeste taknemmelighed og respekt på vegne af os alle i SønderjyskE, understreger Klaus B. Rasmussen.
Vi har nu modtaget tilladelse fra myndighederne til indsamling via hjemmeside og sociale medier til fordel for en økonomisk håndsrækning til landsdelsprojektet Sønderjysk Elitesport. Til information forestås indsamlingskomitéen formelt af Klaus B. Rasmussen, Kell Haugaard og Jane Gerber Haysen. I perioden 8. april – 31. december 2020 er der givet tilladelse til en landsdækkende indsamling. Der bliver ført behørigt regnskab over indtægter og udgifter ifm. indsamlingen, og indsamlingsregnskabet skal indsendes til myndighederne efter indsamlingsperiodens ophør, senest 30. juni 2021. Regnskabet skal være revideret af en statsautoriteret – eller registreret revisor.
Status ”Håndsrækning til SønderjyskE 2020”.
Pr. dags dato har 1.204 personer/virksomheder via MOBILEPAY 206723 og Broager Sparekasse 9797 – 000 119 2213 doneret kr. 970.562,01.
Det er meget vigtigt for os igen at understrege, at vi kun har den dybeste respekt for virksomheder og privatpersoner, som ikke har mulighed for at deltage. Det er fuldstændigt frivilligt, og det handler bestemt heller ikke om beløbsstørrelser.
Vi har i støttekampagnen lagt op til, at man kan støtte med beløb på hhv. 150 kr., 500 kr. (Priserne på en slutspilsbillet og en VIP-billet) og et valgfrit beløb. Her er det også vigtigt at understrege, at man kan donere præcis det beløb (f.eks. 10 kr. eller 25 kr. etc.), man selv ønsker.
Næste opdatering udsendes primo uge 18.
Støt vores sponsorer – handl lokal på alle de måder, I kan.
Endnu en gang tak for jeres opbakning – og pas godt på hinanden