Søg

Lokalt talent får kontrakt i SønderjyskE

Jacob Ravn, 9. april 2019, kl. 5:30

Den 19-årige sønderjyde Steffan Høi har underskrevet en etårig kontrakt i SønderjyskE Herrehåndbold.

Hårdt arbejde og en god indstilling belønner sig nu for 19-årige Steffan Høi.

Den sønderjyske højre fløj har været med i truppen i SønderjyskE Herrehåndbold i hele sæsonen, og her har han vist sig så godt frem, at han nu belønnes med en etårig kontrakt.

Cheftræner Kasper Christensen har sæsonen igennem set Høis evner og indstilling, og han glæder sig til at arbejde endnu mere med sønderjyden, så han kan udvikle sig yderligere.

– Steffan er en ung, lokal spiller med et godt potentiale. Han kommer altid med en 100 procent indsats i træningen, og på den måde passer han godt ind i SønderjyskE. Steffan har mange ting at udvikle endnu for at blive en ligaspiller, men han har ærgerrigheden og nogle spændende kompetencer, og jeg er sikker på, at Steffan vil tage et godt spring i hans udvikling i den kommende sæson.

– Det er altid dejligt, når en lokal spiller tager skridtet op på førsteholdet. Det er også en cadeau til de foreninger, ungdomstrænere og frivillige, der uge efter uge skaber et godt miljø for børn og unge, der elsker at spille håndbold, siger Kasper Christensen.

Steffan Høi lægger ikke skjul på, at det er noget særligt for sønderjyden at komme på kontrakt i SønderjyskE Herrehåndbold.

– Det er min helt store drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg har taget hele turen op fra moderklubben til ligaholdet, og jeg ser frem til at spille endnu en sæson foran Danmarks bedste publikum i Broager Sparekasse Skansen. Jeg er rigtigt glad for at kunne trække den lyseblå trøje over hovedet i næste sæson igen, siger Steffan Høi.

FAKTA
Steffan Høi
Position:
Højre fløj
Født: 08/08/1999
Nationalitet: Danmark
Tidligere ungdomsklubber: Vidar-Ulkebøl Håndbold og HF Sønderborg.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus