Anders Gormsen, 25. august 2019, kl. 15:22
Testkampene er overstået en ny håndboldsæson for alvor kastet i gang og SønderjyskEs vedkommende sker det mandag aften når turen går til Ringsted til 1/8-finalen i Santander Cup mod TMS Ringsted.
Vi har haft en god opstarts fase hvor mange, unge spillere har skullet finde deres plads på holdet og det er gået rigtig fint, hvilket man også har kunnet opleve i testkampene. Det giver en rigtig god mavefornemmelse og det er også det cheftræner Kasper Christensen hæfter sig ved
– Jeg synes vi står et rigtig godt sted, vi har undgået de store skader, når vi lige ser bort fra Frederik Ladefoged, og spillerne er i god form så vi har en god mavefornemmelse, både med hensyn til kampen mod Ringsted, men også for sæsonen som helhed.
– Vi har stor respekt for opgaven mod TMS Ringsted der har et hold der næsten er identisk med den foregående sæson, hvor vi kommer med en helt ny trup hvor der er sket mange udskiftninger. For os drejer det sig derfor om at få spillet kampen på vores præmisser og komme med en masse intensitet og fight og helst ikke svinge alt for meget i præstationerne.
– Et af nøgleordene, ikke kun for denne kamp, bliver at få etableret en god defensiv så vi altid har det som en fast base i vores spil. Vi har en god tro på egne evner og håber naturligvis på at vi kan overføre det til det der bliver en svær kamp i Ringsted.
Frederik Ladefoged er langtidsskadet og naturligvis ikke med i kampen, meldingerne lyder dog at det går godt og planmæssigt med genoptræningen, ud over det er truppen komplet.
TMS Ringsted-SønderjyskE spilles mandag d. 26.august kl. 19.30 i Dansk Kabel TV Arena