Søg

Så kom vi igang

Anders Gormsen, 4. september 2019, kl. 7:45

Det blev en stor lyseblå aften da håndboldherrerne indledte sæsonen med en fornem sejr over sidste sæsons bronzevindere fra Skjern.

De unge SøndejyskE spillere viste hvilket stof de er gjort af og hvilke præstationer vi kan vente os når tingene fungerer som i onsdagens opgør, hvor alle trådte i karakter og på skift bød ind.

Kampen var helt tæt gennem alle 60 minutter og startede lidt målfattigt, da målmændene i begge ender tog godt fra og gjorde det svært for skytterne. Især Josip Cavar i SønderjyskE målet var flyvende og fik en fornem debut foran de 2013 ellevilde tilskuere.

Efterhånden kom der lidt mere gang i scoringen og de første 30 minutter endte 12-11 efter en halvleg hvor gæsterne på et tidspunkt var foran med 3 mål 4-7. I de sidste 30 minutter fortsatte det tætte parløb og bortset fra en kort periode hvor Skjern var i front med to mål skiftedes holdene til at føre med en enkelt.

I den sidste del af kampen smed SønderjyskE spillerne debut nervøsiteten og satsede rigtigt i de afgørende situationer og kunne derfor til øredøvende jubel glæde sig over 2 herlige, og fortjente, point efter en intens kamp.

SønderjyskE-Skjern 27-25 (12-11)


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus