Anders Gormsen, 2. september 2019, kl. 16:47
Tirsdag aften bliver der atter spillet tophåndbold i Broager Sparekasse Skansen når Sønderjyske indleder turneringen mod sidste sæsons bronzevindere fra Skjern Håndbold.
De grønblusede fra Skjern er altid en skræmmende modstander og der er ikke noget der tyder på at det bliver anderledes i denne sæson. Holdet har skiftet ud på trænerposten og Patrekur Jóhannesen har store profiler at arbejde med på samtlige positioner, så der skal leveres fra øverste hylde hvis vi skal have chancer for point.
Der er da også den indgangs vinkel cheftræner Kasper Christensen har til kampen.
– Vi glæder os helt vildt til kampen og til at vise os frem på vores fantastiske hjemmebane i Broager Sparekasse Skansen.
– Vi kommer til at møde et Skjern holde der er vanvittig godt besat på alle pladser og der kræves af os, at vi rammer topniveau på alle positioner. Det gælder på alle parametre, vi skal eksekvere godt på vores chancer og forhåbentlig have held til at løbe kontra når chancen byder sig. I den anden ende skal vi have disciplin i vores returløb og ellers finde på plads i vores etablerede defensiv, hvor vi gerne skulle finde vores basis.
– Humøret i truppen er god og vi har en stor tro på at vi kan levere på højt niveau, men ved også godt at vi med vores unge hold kan svinge lidt i præstationerne. Målet er derfor at vi kan spille så mange minutter som muligt uden udfald, og det bliver under alle omstændigheder nødvendigt mod Skjern.
Truppen de lyseblå stiller med er den samme som i pokalkampen mod TMS.
SønderjyskE-Skjern Håndbold spilles tirsdag d. 3. september kl. 20.00 i Broager Sparekasse Skansen