Søg

Status over sæsonen – Mortens sidste –

Anders Gormsen, 27. april 2017, kl. 19:54

Som vanligt, når sæsonen er slut, har jeg haft en snak med cheftræner Morten Henriksen om hvad er gik godt og hvad der var mindre godt.

Noget rod

Henriksen er helt klar i mælet når talen falder på den forgangne sæson

– Det var noget rod. Vi har ikke opnået hvad vi ville og det bunder ganske enkelt i at vi ikke har været gode nok. Det er der en række forklaringer på og det må absolut ikke tydes som undskyldninger fra min side. Ansvaret for at vi missede slutspillet ligger ene og alene på mig. Som træner kigger man jo også sig selv i spejlet efter sæsonen og der kan ja da godt være lidt skuffet over at jeg ikke har formået at gøre holdet mentalt stærkt nok, for jeg synes faktisk at vi i lange perioder har spillet noget eminent håndbold. Desværre har vi i mange kampe kun ramt det niveau i 40 – 50 minutter og det er ganske enkelt ikke godt nok –

Skaderne

– Igen må det ikke tolkes som undskyldning for det missede slutspil men en forklaring er at vi har været usædvanlig hårdt ramt af skader. Ikke kun til kampene men også til træning og det betyder selvfølgelig noget i forhold til kvaliteten. Jeg kan se på statistikken at vi har haft et fravær på 22,1 % og ud af dem er det kun Kasper Køser der bidrager med en langvarig skade. Til eksempel havde vi sidste sæson et fravær på 13,1%. –

Stabiliteten, eller manglen på samme

– Sidste sæson vandt vi de “rigtige” kampe og leverede ikke så mange overraskelser, det har så til gengæld været omvendt i denne sæson. Der har så også bevirket at vi rent faktisk manglede 5 point for at i slutspillet, hvilket er forholdsvis mange. Det frustrerende er at vi har spillet fantastisk flot håndbold, men har ramt alt for mange dybe huller undervejs. Det har hele sæsonen igennem været spændende om vi kunne nå slutspillet, mod slutningen blev vi for alvor pressede og til sidst måtte vi erkende at det ikke blev i denne sæson –

Opture og nedture

– Hvis vi starter med nedturene så må jeg nævne den første kamp i sæsonen hvor vi taber 15 – 28 til Alborg hjemme, den ramte os på selvtilliden. derudover er der naturligvis til GOG og ikke mindst det forsmædelige 10 måls nederlag ud til Randers.

Opture har der heldigvis også været en del af. Pokalsejren ude over Skanderborg, hvor vi var særdeles hårdt ramt af skader tæller rigtig meget og så ser jeg december måned som en stor optur. Vi starter med en sejr over KIF hjemme, er rigtig tæt på at få point mod både Aalborg og BSV ude og så slår vi også Skanderborg og HC Midtjylland hjemme i Broager Sparekasse Skansen –

Det rigtige koncept

– Inden sæsonen snakkede vi om at mange af vores konkurrenter havde opgraderet trupperne kraftigt i forhold til os selv, blandt andet Skanderborg og HC Midtjylland, men begge hold endte trods det under os i tabellen. I modsætning til andre af ligaklubberne bruger vi i SønderjyskE ikke penge der ikke er der og på den lange bane tror jeg på det er den rigtige metode –

Engagerede spillere

– Det har, som bekendt, været min sidste sæson i spidsen for de lyseblå og på trods af at målsætningen ikke blev indfriet har det været en fed sæson. Jeg er til hver træning mødt ind til en fantastisk engageret spillertrup hvor alle har bidraget til at godt miljø. Der er blevet knoklet hver eneste gang, hvad enten det har været til træning eller kampe og det har været en fornøjelse –

13 sæsoner blev det til for træneren det nu skal gå fra at være lyseblå til at være rød og hvid.

 

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus