Søg

Hunden skal holdes i kort snor

Jesper Klitgaard, 19. februar 2018, kl. 20:09

Tirsdag går det løs igen for de sønderjyske ishockeyspillere, når de drager et smut til øen i midten hvor Odense Bulldogs vil gøre deres til at skambide deres gæster godt og grundigt. Hjemmeholdet har haft en lidt svær periode, hvor holdet har haft lidt modgang, og hvor der er skiftet ud på centrale pladser på holdet. Først var det Anthony Camara der forlod hundehuset, og i sidste uge var det den stærke keeper Robin Rahm, der grundet svær sygdom i familien fik ophævet sin kontrakt med fynboerne.
Derfor er der debut til en ny første-målmand hos hjemmeholdet, hvor Hannu Toivonen for første gang skal forsøge at gøre livet surt for gæsternes angribere.

SønderjyskE har haft et par gode og hårde træninger efter de vendte tilbage fra et par velfortjente fridage. Spillerne har trænet hårdt fysisk og på isen er taktikken blevet finpudset af cheftræner Chris Straube. Det skulle gerne resultere i en fortsat progression i både spil og tabel, hvor holdet viste gode takter inden pausen, afsluttende med en 3-0 sejr over Rungsted.
Holdet drager også afsted til kampen mod Odense med en god følelse i kroppen, og Greg Gibson ser også små tegn på at truppen har det bedre end længe.
– Jeg føler at drengene har fået et selvtillidsløft med de kampe vi spillede inden pausen, og jeg synes man kan se det til træning også. Vi træner med høj intensitet og med høj kvalitet, samtidig med at vi ikke virker så anspændt, vi er lidt mere afslappede, hvilket giver bedre træninger, lyder det fra den smilende Canadier, der brugte sine fridage til at besøge Paris. Godt tilbage i Danmark igen, glæder han sig til kampen mod Odense, hvor holdet skal vise at de evner at fastholde det fremskridt og den gode stime de er inde i.
– Det bliver uden tvivl en kamp med høj intensitet, da ingen af holdende har spillet i en uge. Vi møder et stærkt hold, men vi skal fortsætte det gode spil vi har leveret og holde koncentrationen igennem alle 60 minutter, kan vi det tror jeg vi leverer et godt resultat, afslutter Greg Gibson.

Han og de andre spillere fra SønderjyskE kan ses tirsdag aften, hvor den første puck bliver smidt kl 19:00 i ret&råd arena i Odense. Vi håber på en massiv opbakning fra alle jer fantastiske supportere, så vi SE’s i Odense.

Arkivfoto: A.Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus