Søg

SønderjyskE døde med skøjterne på

Jesper Klitgaard, 19. april 2019, kl. 21:47

Det blev ikke til den krævede sejr, men SønderjyskE kan gå på sommerferie velvidende om at de gjorde hvad de kunne. Men selvom man er de bedste hold på dagen, så er det ikke altid nok. Rungsted snuppede guldet med en kneben 1-0 sejr, og kan derfor kalde sig danske mestre

Det tre foregående finaler havde hver budt på højt tempo, og indledningen på den fjerde gjorde de andre kunsten efter. Det gik over stok og sten med store muligheder i begge ender, og det gav sved på panden blot ved at se på kampen fra sidelinien.

Der var gode muligheder til både Anders Førster og Jordan Pietrus, mens Patrick Galbraith måtte strække sig langt efter gode afslutninger fra gæsterne. Det var dog et hjemmehold, der spillede med den fornødne desperation og vildskab, og som derfor var toneangivende perioden igennem.
Dermed ikke sagt at gæsterne ikke var farlige, men de fleste og de største chancer tilfaldt de lyseblå, og det havde på ingen måde været ufortjent, hvis SønderjyskE havde taget en føring med ind til første pause.

Det billede fortsatte i anden periode, hvor SønderjyskE lagde et tungt pres mod gæsternes mål, og det var kun storspil af Thomas Lillie i gæsternes mål, der forhindrede en føring til hjemmeholdet, hvilket på dette tidspunkt af kampen kun ville kunne betegnes som absolut fortjent.

Mod slutningen af perioden fik gæsterne et lille pusterum, da T.J. Moore måtte tage plads i straffeboksen, men det gav ikke de store muligheder, så derfor var det stadig uden scoringer til nogen af holdene, da dagens dommere kunne fløjte til anden pause.

Det var som sådan copy-paste i starten af tredie periode, hvor SønderjyskE igen var totalt dominerende. Mads Lund slap alene igennem, men Thomas Lillie viste igen stor klasse, og havde tilmed heldet med sig, da pucken røg over ham, men til stor ærgelse for både Mads Lund og langt størstedelen af de 5000 tilskuere, røg pucken på den forkerte side af stolpen.

Det var ikke marginalernes kamp for SønderjyskE, men indstillingen kunne der ikke sættes en finger på. Drengene fightede og fightede, og ville ikke give sig uden kamp.

Men nogen gange er fortjent ikke nok.  Rungsted udnyttede en hårdt dømt slashing på Jordan Pietrus til at bringe sig foran 1-0 på lige nøjagtig sådan et heldigt bounce et tophold har med sig. Pucken blev lige nøjagtig styret og havde lige nøjagtig momentum til at snige sig over stregen.

En gevaldig puster til hjemmeholdet, der forsøgte at bringe alt i spil. Pucken lå igen og dansede på stregen, men den ville bare ikke ind. Drengene gjorde virkelig alt hvad de kunne, men måtte til sidste se Rungsted snuppe sejren og dermed guldet.

SØNDERJYSKE ØNSKER RUNGSTED SEIER CAPITAL ET STORT TILLYKKE MED GULDET

Kampen i tal: SønderjyskE – Rungsted Seier Capital: 0-1 (0-0,0-0,0-1)
53:14  0-1  Robin Bergman pp1

Udvisninger:
SønderjyskE: 2 x 2
Rungsted Seier Capital: 4 x 2

Arkivfoto: A.Stollig

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus