Søg

Vigtigt drama i vente

Jesper Klitgaard, 29. november 2018, kl. 17:26

Hvis man har fobi for fugle, bliver Frøs Arena i Vojens ikke det sted man ønsker at opholde sig denne weekend. Først gælder det nemlig Frederikshavn Whitehawks fredag aften, og søndag gæster Herlev Eagles Sønderjylland, så der bliver rigeligt at se til for SønderjyskE’s ishockeyherrer.

Holdet under Mario Simionis vinger, hvis vi nu bliver i fugle-terminologien, har dog præsteret godt på det seneste, hvor det er blevet til gode sejre, og en del point, også i kampe hvor spillet måske ikke har været optimalt.
Det har betydet at holdet lige så langsomt er kravlet opad i tabellen, hvor man i indtager en andenplads. Der er dog tæt kamp om pladserne efter føreholdet fra Rungsted, hvor fredagens gæster fra Frederikshavn indtager en jagtende fjerdeplads.

Derfor er fredagens kamp vigtig, set ud fra det perspektiv at hvert point tæller, og hvor placeringerne kan have afgørende betydning for holdenes indgang til slutspillet: – Man kan godt kalde det en seks-points kamp, for vi har muligheden for at slå et lille hul ned til fjerdepladsen, mens Frederikshavn omvendt har muligheden for igen at komme a’ point med os og Aalborg, analyserer Kim Lykkeskov.

Han kan, forhåbentligt sammen med rigtig mange andre tilskuere, se frem til et drama, hvor indstilling og attitude bliver altafgørende: – Frederikshavn vil uden tvivl være topmotiverede, og vil jagte de tre point uden nåde. Derfor skal vi være mentalt og fysisk helt til stede fra første puck, for sulten efter at vinde bliver afgørende, lyder forudsigelsen fra sportschefen.

Spillerne er klar til at slås om den første puck kl 19:30, så mød op og giv drengene jeres fulde støtte. Også spillernes koner og kærester skal i aktion, da de går rundt med raslebøsser i slutspurten på Movember-indsamlingen.

Arkivfoto: A.Stollig

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus