Per Jessen, 5. september 2016, kl. 16:15
Mikael Uhre har gjort det fortrinlig denne sæson, og den unge SønderjyskE-angriber er nu blevet udtaget til U21-landsholdet, der i morgen aften, tirsdag, i Aalborg spiller en vigtig EM-kvalifikationskamp mod Rumænien.
Det er blevet til fire mål denne sæson for Uhre, og tre af dem blev scoret i Europa League-kvalifikationen, hvor han blev SønderjyskE’s topscorer. Den formstærke angriber har ikke tidligere været inde omkring ungdomslandsholdene, og det siger også noget om, at der for alvor er blevet bidt mærke i hans præstationer på det seneste.
Opgøret mod Rumænien kan i øvrigt ses på DR3, og der er kampstart kl. 18.45.