Per Jessen, 3. oktober 2016, kl. 20:18
Der venter SønderjyskE en svær udekamp, når det kl. 20.30 tirsdag aften er kampstart hos Frederikshavn White Hawks.
Efter fredagens nederlag på 4-5 mod gæsterne fra Aalborg gælder det for SønderjyskE om at tage opturen fra tredje periode, hvor alle fire mål blev scoret, med i bussen. En anden positiv detalje var at se Daniel K. Hansen tilbage på isen efter en lang skadespause. Han gjorde det godt, og det lover godt for resten af sæsonen for den unge back.
Og så gælder det også om at følge op på udebanestatistikken. Sidste tirsdag vandt SønderjyskE 1-0 i Herlev. Derek Damon scorede i det opgør, og amerikaneren kom også på tavlen mod Aalborg. Han jagter dermed et mål for tredje kamp i træk.
Frederikshavn har fem point, hvilket er to point mere end SønderjyskE, men der er kun spillet tre af de i alt 45 runder i grundspillet. Frederikshavn er med sikkerhed sultne efter oprejsning, da vendelboerne tabte en tæt kamp med 1-2 i Gentofte i fredags.
Opgøret i Scanel Hockey Arena har kampstart kl. 20.30 og kan følges direkte på TV2 Sport. Hold i øvrigt øje med SønderjyskE Ishockey på Facebook, da vi fra tirsdag morgen kører en konkurrence, hvor man skal gætte SønderjyskE topscorer i kampen.
Foto: A. Stollig