Anders Gormsen, 8. oktober 2016, kl. 19:49
SønderjyskE og gæsterne fra Mors-Thy leverede en ordentlig omgang spænding til de 2200 tilskuere i en udsolgt Broager Sparekasse Skansen, i lørdagens opgør i 888ligaen.
Begge hold havde spilstyrende perioder i kampen, men modstanderne formåede at slå tilbage hver gang.
Kampen startede helt lige med 4 scoringer inden for de første 2 minutter, men derfra var gæsterne skarpest, anført af en storskydende Marcus Dahlin. Han scorede 3 af gæsternes første 5 mål og da var stillingen 3 – 5, efter godt 7 minutter. Efterfølgende kom de lyseblå bagefter med 3- 7, men med et fantastisk godt, aggressivt forsvarsspil, hvor der virkelig blev tacklet igennem kom SønderjyskE tilbage og åd sig ind på gæsternes føring. Efter 18.32 minutter bragte Kenneth Bah Hansen hjemmeholdet foran med 9 – 8. I slutningen af halvlegen blev der fightet igennem fra begge og hold og der skulle virkelig kæmpes for scoringerne.
De første 30 minutter sluttede 14 – 14.
Fra starten af de sidste 30 måtte SønderjyskE spille godt 1 minut i undertal, men holdet fik sig kæmpet til et straffekast, der sikkert blev udnyttet til en 15 – 14 føring. Det blev også til 16 – 14 inden Jan Paulsens tropper fik scoret.
I de efterfølgende minutter viste hjemmeholdet rigtig fine takter og fik oparbejdet en føring på 20 – 16 efter godt 35 minutter. I det 40. minut måtte Adam Nyfjäll se sig præsenteret for det røde kort efter sin 3. udvisning ved stillingen 21 – 19. Midt i halvlegen begyndte der at snige sig fejl hos begge mandskaber, dog uden at modstanderne formåede at udnytte det og, blandt andet, derfor blev det en fantastisk spændende afslutning.
Hjemmeholdt formåede dog at bringe sig på 25 – 21, men en undertals periode blev tabt med 0 -2 og gæsterne var med igen. 26 – 23 blev til 26 – 25 og efter 55 minutter var det helt lige 27 – 27. Med 57.52 spillet scorede Claus Kjeldgaard til publikum store jubel til 28 – 27, minuttet efter udlignede gæsterne til 28 – 28 og hjemmeholdet var på bolden. Med 8 sekunder tilbage fik hjemmeholdet en fantastisk chance, da Mors-Thys Christoffer Cichosz blev præsenteret for to fingre fra dommerne til sin 2 udvisning.
Chancen blev udnyttet og i sidste sekund blev Børm spillet fri på stregen, men blev tacklet ureglementeret i skudøjeblikket od de to dommere pegede på straffepletten. Tiden var gået og Jonas Samuelsson påtog sig det store ansvar at afvikle kampens allersidste afslutning og kunne med en scoring sikre de lyseblå begge point. Hele hallen stod op og klappede, men desværre valgte Kasper Larsen i gæsterne mål at hive en redning frem og derfor delte de 2 hold point efter 2 gange 14 – 14.
En god håndboldkamp hvor der var knald på i 60 minutter endte uden vinder, men der er mange ting fra kampen som SønderjyskE kan tage med videre.
Arkivfoto: JC Foto