Søg

Femte sejr på stribe efter hård fight

Søren Pabst, 14. oktober 2016, kl. 19:53

Af Rasmus Andersen

Som så ofte før, så var det tydeligt, at spillerne havde haft en længere pause end normalt. Boldomgangen var ikke flydende, og de offensive takter og chancer udeblev for begge hold. Generelt, skulle begge hold lige finde sig selv inden kampen kunne åbne op.

Det gjorde den så småt efter 15 minutter, da Mikael Uhre drev gæk med Mikkel Rask. En fix tunnel på Rask, der så sig nødsaget til at sparke Uhre ned og få kampens første gule kort. Det efterfølgende frisparksforsøg fra Marcel Rømer var en blanding mellem en afslutning og et indlæg, desværre var Viborg FF målmanden klar og parrerede afslutningen.

Efter 27 minutter kunne Viborg FF dog have taget føringen, da Mikkel Rask stod fri til afslutning ved bagerste stolpe. Et fladt indlæg blev ikke clearet, og uden nogen indblanding kunne bolden finde vej til bagerste stolpe. Heldigvis viste Mikkel Rask dog, hvorfor han ikke er angriber, med en afslutning, der gik forbi stolpen.

Philip Zinckernagel havde ikke vist meget i sin hjemmebane debut før han i det 32. minut dukkede op lige uden for feltet, og afsluttede mod det lange hjørne. Bolden gik da også over hovedet på Friis Jensen i Viborg FF målet, men desværre gik den også snært over mål. Ellers en ganske glimrende afslutning af Zinckernagel.

Kort efter var SønderjyskE giftige på et hjørnespark. En lyseblå spiller steg op blandt venner og fjender og fik hovedet på bolden. Hovedstødet var dog for svagt, og Friis Jensen kunne nemt samle bolden op.

I minutterne før pausen forsøgte SønderjyskE at flytte spillet op på Viborg FF’s banehalvdel, og det gav et par hjørnespark. Det mest nævneværdige var dog, da Janus Drachmann blev træt af at spille bolden forsigtigt på tværs, og i stedet forsøgte han sig fra godt 35 meter med en kanonkugle, der gav problemer for Friis Jensen i målet. Desværre blev det ikke til scoringer, og vi måtte gå til pausen med 0-0.

Anden halvleg blev indledt med dramatik ud over det sædvanlige. Efter blot 2 minutter stak Mikael Uhre efter en dyb bold, og han var klart hurtigst. Dette følte George Fochive sig nødsaget til at bremse med ulovlige midler. Tacklingen udløste et gult kort, og da han havde et i forvejen måtte han veksle til et rødt kort og tidligt bad. Det efterfølgende frispark endte med et hovedstød, der sneg sig lige over mål.

Nu var SønderjyskE ovenpå, og det spilovertag de nu skulle få, var de ikke længe om at udnytte. Zinckernagel tog en tur tværs gennem feltet, og fik kun lige prikket bolden, hvorefter han blev sparket ned. Straffespark til SønderjyskE, og det ansvar havde anfører Kanstrup tænkt sig at tage sig af. Pierre var iskold fra pletten og omsatte forsøget til scoring. 1-0 til SønderjyskE, og Sydbank Park kunne pludselig mærke temperaturen stige på en ellers kold eftermiddagsaften.

Viborg FF var presset frem på banen og selvom de var en mand i undertal formåede de, at spille sig frem til løse chancer. Et forsøg fra Serge Deble, der blev vekslet til hjørnespark var dog det tætteste gæsterne kom på en udligning umiddelbart efter scoringen.

Kampen begyndte så småt at træde vande. Zinckernagel forsøgte, at leve kampen op igen med endnu et forsøg mod det lange hjørne. Denne gang tættere på end i første halvleg.

Endnu tættere kom SønderjyskE dog efter 72 minutter. Marc Dal Hende steg til vejrs og sendte et fantastisk hovedstød afsted, men inde på stregen viste Peter Friis Jensen prøvelser på endnu mere fantastisk målmandsspil. Med én hånd fik han reddet bolden ud på stolpen, og selvom Uhre var tæt på at være først på riposten, så endte det med en clearing. To fantastiske situationer, desværre uden det forløsende 2-0 mål.

Spændingen i kampen var derfor stadig intakt og Viborg FF så stadig muligheden for at få point med hjem fra Haderslev.
De grønne spillere lagde sig højt på banen og jagtede tydeligt en udligning, men de lyseblå spillere var, som altid, opsat på at fighte hele vejen til slutfløjtet. Efter dommerens 4 minutters tillægstid stod det så klart. Kampen sluttede 1-0 til SønderjyskE og dermed 5. sejr i træk.

Dermed indtager vi en øjeblikkelig 4. plads inden runden er spillet færdig!

TAK FOR DEN FANTASTISKE OPBAKNING!


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus