Søg

SønderjyskE vandt overtidsdrama i Esbjerg

Per Jessen, 14. oktober 2016, kl. 23:36

SønderjyskE var bagud sent i kampen hos Esbjerg Energy, men to mål af Harrison Reed vendte kampen, og SønderjyskE kunne tage hjem fra lokalopgøret med en 3-2-sejr efter overtid.

Kristian Jensen sørgede for 1-0-målet tidligt i kampen, og SønderjyskE’s føring var intakt indtil sidste minut af anden periode. Og da Esbjerg kom foran 2-1 fem minutter inde i tredje periode så det svært ud. Heldigvis lynede Reed i powerplay med tre minutter tilbage på uret. I spil fem mod tre blev pucken spillet tålmodigt rundt, og belønningen udeblev da heller ikke, da Reed efter nogle gode kombinationer kunne score til 2-2.

I overtiden bølgede det frem og tilbage. Thomas Spelling havde først en stor chance, og afgørelsen faldt, da Daniel Galbraith opsnappede pucken og vendte spillet hurtigt. Efter sammenspil med Derek Damon havnede pucken hos Reed, der igen viste målnæsen frem og afgjorde den tætte kamp. Damon havde også en stav med i 2-2-målet.

Til dagens kamp manglede kun Casper Mortensen i angrebet, men fire backer, da talentfulde Rasmus Mohr også sad over. Oveni måtte Tommy Wargh udgå i anden periode, efter han blev ramt af en høj stav i ansigtet. Det lignede en brækket næse, men svenskeren kom tilbage i tredje periode og ”krigede” videre, og dermed kunne man spille med tre backpar igen. I angrebet blev der spillet med fire kæder, og i målet leverede Joni Myllykoski en rigtig god kamp.

– En dejlig sejr efter en meget tæt kamp. Det var en flot holdpræstation, hvor alle bidrog og ansvarsfuldt spillede for hinanden. Vi stod kompakt i defensiven, og backerne var gode til at komme først på puckerne i hjørnerne, forklarer cheftræner Dan Ceman.

Næste kamp er på tirsdag, hvor der endelig er ishockey hjemme i SE Arena igen. Kl. 20.30 er der kampstart mod Herning Blue Fox.

Esbjerg – SønderjyskE 2-3 (0-1, 1-0, 1-1,  0-1)
04:42 0-1 Kristian Jensen
39:22 1-1 Niklas Andersen (S.Nielsen, Nixon)
45:01 2-1 Ryan Martindale
56:59 2-2 Harrison Reed (Spelling, Damon) PP
63:00 2-3 Harrison Reed (Damon, Galbraith)
Udv.: EE 8×2 + 1×10 (Curran), SE 3×2
Skud: 34-30
Tilskuere: 1702


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus