Søg

Alt tyder på en tæt tirsdagsdyst

Per Jessen, 17. oktober 2016, kl. 18:20

Tirsdag kl. 20.30 gælder det kampen hjemme i SE Arena mod de evige rivaler fra Herning Blue Fox. Vanen tro er det altid tætte opgør mod uldjyderne.

SønderjyskE kan se tilbage på en god uge med to sejre. Først vandt holdet 4-2 hos Gentofte Stars, og i fredags blev det 3-2 efter overtid hos Esbjerg Energy. Harrison Reed scorede i begge kampe, og i fredags stod han for både udligningen kort før tid og det afgørende mål i overtiden.

– Vi har i de sidste par kampe spillet meget bedre som et hold og dermed også med en større selvtillid. Personligt har jeg ikke ændret så meget, men heldigvis er puckerne på det sidste gået min vej, siger Reed.

Med i alt fire mål denne sæson har kun seks spillere i ligaen lavet flere. Nu gælder det om at udbygge stimen af sejre, og opskriften er ikke så indviklet, hvis man spørger canadieren.

– Vi har prøvet at gøre tingene så enkelt som muligt. Derved minimerer man også fejlene, og det har medvirket til vores succes i de sidste par kampe. Den stil skal vi fortsætte med, og så bare arbejde hårdt. Gameplanen skal vi ikke ændre bare fordi, vi nu skal spille hjemme, siger Reed.

Sejrsvante Todd Bjorkstrand er tilbage som cheftræner hos Blue Fox, der i de første syv spillerunder allerede har været i overtiden fem gange. Holdet har dog tabt alle fem overtidskampe, og facit er ligesom SønderjyskE otte point efter syv kampe. Det er meget tæt i Metal Ligaen, og vinderen af tirsdagens kamp vil med sikkerhed avancere flere pladser.

Kampen starter kl. 20.30 og kort før kampstart løber SønderjyskE-spillerne på is gennem en helt ny og hårdt oppumpet “spillerhjelm”, der erstatter den gamle.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus